Forside > Nyheder > 2020 > Ny udgave af retningslinjerne for genoptagelse af aktiviteter på socialområdet
16/09 2020

Ny udgave af retningslinjerne for genoptagelse af aktiviteter på socialområdet

Det er fortsat vigtigt, at der er opmærksomhed på at forebygge smitte på sociale tilbud og i sagsbehandlingen. Socialstyrelsen og Social- og Indenrigsministeriet har netop offentliggjort den 5. opdaterede udgave af retningslinjerne til medarbejdere på socialområdet.

Den 15. maj 2020 udsendtes den første udgave af ”Retningslinjer for genoptagelse af aktiviteter på socialområdet”. Retningslinjerne skal understøtte fagprofessionelle i arbejdet med sårbare og udsatte borgere under coronapandemien. Den 5. opdaterede udgave er nu offentliggjort.

Flere af socialområdets målgrupper har en øget risiko for at blive alvorligt syge ved smitte med coronavirus. Det er derfor særligt vigtigt med opmærksomhed på tiltag, der kan forebygge smitte på sociale tilbud og i sagsbehandlingen, og derved sikre, at alle aktiviteter foregår på en sundhedsmæssig forsvarlig måde.

Retningslinjerne omhandler aktiviteter, der i særlig grad er berørt af sundhedsmyndighedernes retningslinjer, og giver en række anbefalinger til, hvordan fagprofessionelle kan tilrettelægge den socialfaglige indsats.

Retningslinjerne er udarbejdet af Socialstyrelsen.

Hvad er nyt?

Der er primært foretaget ændringer i disse afsnit i retningslinjerne:

  • 2.0     Genoptagelse af indsatser og aktiviteter på sociale tilbud
  • 2.2.2  Behov for test uden samtykke
  • 2.3     Brug af værnemidler
  • 2.4     Besøg

Baggrunden for opdateringen

Retningslinjerne er opdateret som følge af forlængelse af bekendtgørelse nr. 927 af 22. juni 2020 (om mulighed for lokalt at fastsætte midlertidige besøgsrestriktioner) og sundhedsmyndighedernes særlige anbefalinger for brug af mundbind i det offentlige rum for personer i øget risiko.

Aktuelt er der i en række kommuner indført midlertidige besøgsrestriktioner på baggrund af stigende smittetal.

Hent den nye udgave af retningslinjerne for det sociale område (pdf)

Se Social- og Indenrigsministeriets nyhed om retningslinjerne

Sidst opdateret 16/09 2020