Forside > Nyheder > 2020 > Nu præsenteres den reviderede Voksenudredningsmetode – VUM 2.0
08/01 2020

Nu præsenteres den reviderede Voksenudredningsmetode – VUM 2.0

Socialstyrelsen præsenterer sammen med Kommunernes Landsforening den reviderede Voksenudredningsmetode og Fælles Faglige Begreber på en stor konference den 26. marts. VUM 2.0 skal bidrage til, at sagsbehandlingen for voksne med handicap, psykiske vanskeligheder eller sociale problemer er tidssvarende, lovmedholdelig og understøtter god kvalitet.

Den 26. marts 2020 præsenterer Socialstyrelsen sammen med Kommunernes Landsforening en revideret udgave af Voksenudredningsmetoden – VUM 2.0. og digtaliseringsprojektet Fælles Faglige Begreber. Det sker på en konference på Nyborg Strand.

VUM er en metode til sagsbehandling i forhold til voksne med handicap, psykiske vanskeligheder eller sociale problemer, og den understøtter alle faser i sagsforløbet fra sagsåbning til opfølgning på den sociale indsats. Metoden giver systematik og ensartethed i sagsbehandlingen, ligesom den understøtter kvaliteten og lovmedholdeligheden. Metoden blev oprindelig udviklet i perioden 2009-11 og bruges i dag i langt de fleste af landets kommuner.

Formålet med Fælles Faglige Begreber er bl.a. at understøtte en styrket dokumentations- og samarbejdspraksis mellem udfører og myndighed og skabe bedre data, der kan give mere viden om resultaterne af de socialfaglige indsatser.

Læs om Fælles Faglige Begreber på KLs hjemmeside

Sådan er VUM 2.0

Justeringen af VUM har haft til formål at sikre, at metoden fortsat er tidssvarende, lovmedholdelig og understøtter god socialfaglig kvalitet i den kommunale sagsbehandling.

Den reviderede udgave af VUM bygger på den aktuelt bedste viden på sagsbehandlingsområdet og de Fælles Faglige Begreber og adresserer derudover en række aktuelle udviklingstendenser på det sociale område:

  • krav om højere kvalitet i sagsbehandlingen og retssikkerhed for borgerne
  • øget fokus på en recovery-orienteret og rehabiliterende tilgang
  • stærkere inddragelse af borgeren og borgerens eget perspektiv
  • fokus på borgerens ressourcer samt ønsker og mål for fremtiden
  • en mere sammenhængende og helhedsorientereret sagsbehandling og indsats
  • bedre og mere anvendelige data om den enkelte borgers progression og udvikling.

På dagen vil der blandt andet være en præsentation af de nye elementer i VUM og oplæg om metodens recovery- og rehabiliteringsunderstøttende elementer. Der vil også være en række workshops, der vedrører forskellige aspekter af VUM 2.0.

Praktiske oplysninger
Konferencen holdes på Nyborg Strand. Deltagelse er gratis.

Der er plads til 325 deltagere. Vi prioriterer deltagerne således:

  1. Myndighedschefer, teamledere, superbrugere og faglige koordinatorer, fagchefer med ansvar for både myndighed og udfører, centerledere for kommunale sociale tilbud samt repræsentanter for IT-systemer.
  2. Sagsbehandlere.
  3. Botilbudsledere og andre ledere i tilbuddene.

Der er frist for tilmelding den 24. februar 2020.

Se program og tilmeld dig til konferencen

Sidst opdateret 08/01 2020