Gå til indhold
Forside > Nyheder > 2020 > Kender du til unge og hjemløshed?
23/01 2020

Kender du til unge og hjemløshed?

I et nyt vidensnotat om unge og hjemløshed beskriver Socialstyrelsen årsager, risikofaktorer, indsatser og forebyggelsesmuligheder. Notatet har udgangspunkt i Housing First. Husk også, at Socialstyrelsen har en rådgivningsfunktion på hjemløshedsområdet.

Årsagerne til unges hjemløshed er mange. Litteraturen peger dog på, at psykisk sårbarhed ofte både er en årsag til og et produkt af hjemløshed, og at hjemløshed kan have længerevarende psykiske konsekvenser for de unge.

Det fremgår af en ny udgivelse fra Socialstyrelsen – Housing First for unge. Vidensnotat – ny viden om unge og hjemløshed.

Vidensnotatet giver et overblik over den aktuelle forskning fra ind- og udland om unge og hjemløshed og er udarbejdet som en støtte til ledere og praktikere i kommunerne, der arbejder med indsatser til unge, som enten allerede er i hjemløshed eller risikerer at komme i hjemløshed. Vidensnotatet har særligt sigte på at styrke det forebyggende arbejde for unge i risiko for hjemløshed.

Udgangspunktet for notatet er Housing First, en tilgang til hjemløshed, der har til formål at afhjælpe og forebygge hjemløshed ved at stille en bolig til rådighed og samtidig yde intensiv bostøtte. Housing First er afprøvet med positive resultater i en række vestlige lande, herunder Danmark, hvor tilgangen har været omdrejningspunktet for flere initiativer.

Mange årsager til hjemløshed
Vidensnotatet fokuserer særligt på de mange faktorer, der kan medvirke til hjemløshed blandt unge. Udover psykisk sårbarhed peger litteraturen bl.a. på anbringelse udenfor hjemmet, traumer og svigt i barndommen, men også på faktorer som overforbrug af rusmidler og konflikter i hjemmet.

Derudover viser litteraturgennemgangen, at der er en række særligt udsatte målgrupper, som i højere grad end andre unge er udsat for hjemløshed. Fx tegner unge med etnisk minoritetsbaggrund sig for en markant andel af den samlede gruppe af unge i hjemløshed i Danmark.

Forebyggelse og indsatser
Baseret på viden om årsagerne til unges hjemløshed beskriver vidensnotatet mulige forebyggende indsatser:

  • Tidlig forebyggelse - med primært fokus på inklusion i det almindelige skolesystem
  • Forebyggelse af umiddelbar risiko for hjemløshed - med fokus på familiemægling, misbrugsbehandling og hjælp med psykiske vanskeligheder
  • Forebyggelse af tilbagevendende hjemløshed - med fokus på traumer, bostøtte og økonomisk rådgivning.

Housing First-tilgangen bruges internationalt også i en udgave, der er tilpasset unge og deres behov. I Canada sker det i form af modellen Housing First for Youth, som beskrives særligt i notatet.

Hent notatet: "Housing First for unge. Vidensnotat – ny viden om unge og hjemløshed"

Få rådgivning om unge og hjemløshed


Vil du vide mere om unge og hjemløshed?
Kontakt Socialstyrelsens rådgivning på hjemløshedsområdet og hør, hvad vi kan hjælpe med.

Læs om rådgivningen om hjemløshed

Sidst opdateret 23/01 2020