Gå til indhold
Forside > Nyheder > 2020 > Informationsmøde: Ansøgningspulje om Housing First for unge
02/04 2020

Informationsmøde: Ansøgningspulje om Housing First for unge

Socialstyrelsen giver støtte og kvalificerer kommunernes arbejde med unge i hjemløshed eller i risiko for hjemløshed. Hør mere om tilgangen Housing First for unge på vores online-informationsmøde den 20. april 2020.

Med ansøgningspuljen ”Housing First for unge” udvikles og afprøves en ny samlet indsats for at forebygge og afhjælpe hjemløshed blandt unge. Indsatsen giver kommunerne mulighed for at styrke indsatsen over for unge med særlige sociale udfordringer via et skærpet fokus på den helt tidlige forebyggelse.

Tidlig indsats kan forebygge hjemløshed

Baggrunden for ansøgningspuljen er at der i en årrække har været en stigning i antallet af unge i hjemløshed i aldersgruppen 18-24 år, herunder gruppen af sofasovere, der overnatter midlertidigt hos venner og familie. Fra 2009 til 2017 er antallet af 18-24 årige i hjemløshed fordoblet. I 2019 ses dog for første gang et mindre fald i antallet af unge i hjemløshed, men der er fortsat tale om et højt antal.

De unge i hjemløshed er kendetegnet ved betydelige problemer ud over manglen på bolig. Mange kæmper med misbrug og psykiske vanskeligheder/lidelser, hovedparten står uden for uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet, og ca. halvdelen er tidligere anbragte. De unges ustabile situation betyder også, at kommunerne har svært ved at etablere og fastholde kontakten til dem, ligesom det er vanskeligt at skabe rammer for, at de kan blive udredt og dermed modtage den rette sociale støtte.

International litteratur peger på, at en tidlig indsats på en række områder kan forebygge, at unge oplever hjemløshed, og at indsatsen Housing First viser effekt. Housing First, der også kendes fra voksenområdet, er en tilgang til hjemløshed, der har til formål at afhjælpe og forebygge hjemløshed ved at stille en bolig til rådighed og samtidig yde intensiv bostøtte.

Det sker på informationsmødet

På informationsmødet vil Socialstyrelsen præsentere både det teoretiske fundament for Housing First for unge og selve indsatsen. Der introduceres til rammerne for implementeringsarbejdet og forventningerne til kommunernes bidrag i forbindelse med evaluering af indsatsen, og implementeringsstøtten og evalueringsdesignet vil blive gennemgået.

Der bliver mulighed for at stille spørgsmål til indhold, implementering og evaluering af indsatsen såvel som til ansøgningsprocessen mv.

Praktiske oplysninger

Informationsmødet afholdes online den 20. april kl. 12 og henvender sig til kommunale beslutningstagere, ledere og nøglemedarbejdere.

Sidste frist for tilmelding er 16. april kl. 12.

Det er gratis at deltage.

Tilmeld dig informationsmødet

Ansøgningspuljen er udmeldt og har ansøgningsfrist 15. maj kl. 12.

Læs om ansøgningspuljen og få adgang til at søge

Hent notatet: ”Housing First for unge. Vidensnotat – ny viden om unge og hjemløshed

Læs mere om Housing First for unge

Overskriften er ændret 3. april 2020 fra "Informationsmøde: Housing First for unge" til "Informationsmøde: Ansøgningspulje om  Housing First for unge". Red.

 

 

Sidst opdateret 03/04 2020