Forside > Nyheder > 2020 > Informationsmøde for frivillige organisationer om ansøgningspuljer i 2020
20/02 2020 | Ansøgningspuljer

Informationsmøde for frivillige organisationer om ansøgningspuljer i 2020

Få indblik i formalia og sagsbehandling i forbindelse med ansøgningspuljer og hør, hvordan et ansøgningsskema udfyldes korrekt. Socialstyrelsen inviterer de frivillige organisationer til informationsmøde mandag den 9. marts 2020.

Socialstyrelsen inviterer de frivillige organisationer til et informationsmøde 9. marts om ansøgningspuljer.

Hvad er nyt i 2020?
Vil du gerne have et overblik over, hvilke puljer der er i 2020 på det sociale område og høre, hvad du skal huske, når du skriver og indsender en ansøgning samt modtager tilskud? Så er dette møde måske noget for dig.

På mødet vil Socialstyrelsens Center for Økonomi og Tilskudsforvaltning fortælle om de puljer i 2020, der er målrettet frivillige organisationer, som fx puljen til frivilligt socialt arbejde (PUF), udlodningspuljen til særlige sociale formål (SærligSoc), Handicappuljen, Sommerferiehjælp og Julehjælp.

I lighed med tidligere år vil du få indblik i, hvordan Socialstyrelsen udmelder, sagsbehandler og udmønter ansøgningspuljer, samt hvad ansøgere og tilskudsmodtagere skal være opmærksomme på.

Derudover vil der i år bl.a. være information om den nye proces i forbindelse med indsendelse af ansøgninger, herunder ny indgang til oplysninger om puljer og tilskud.

På mødet vil der være en samlet overordnet introduktion til ansøgningspuljerne, og hvordan Socialstyrelsen arbejder med puljerne, hvorefter det bliver muligt at tilgå sessioner målrettet de enkelte puljer.

Du kan forvente at høre mere om disse emner:

  • Årets puljekalender
  • Den gode ansøgning, vejledningen til puljen og udfyldelse af ansøgningsskema
  • Krav til tilskudsmodtagere
  • Den nye ansøgningsproces via e-Boks

Det vil være muligt at stille spørgsmål på mødet.

Praktiske oplysninger

Mødet holdes 9. marts 2020 i Mødecenter Odense, Buchwaldsgade 48, kl. 10 - 13.

Tilmeldingen foregår efter først til mølle-princippet og skal ske senest 3. marts.

Det er gratis at deltage.

Tilmelding til møde i Odense 9. marts om ansøgningspuljer i 2020

Mødet streames ligesom de forrige år. Dvs., at hvis du ikke har mulighed for at komme til mødet, kan du tilgå mødet online, hvor det streames live. Der kræves ikke forhåndstilmelding hertil.

Du kan få adgang til streaming fra kl. 09:45 den 9. marts 2020 via linket nedenfor:

Følg streamingen af informationsmødet her

Opdateret 21. februar 2020 med tilføjelse af sted og adresse for mødet og igen 5. marts med angivelse af link til streaming

Sidst opdateret 11/03 2020