Gå til indhold
Forside > Nyheder > 2020 > Frivillige organisationer kan understøtte inklusion med fem vigtige greb
29/01 2020

Frivillige organisationer kan understøtte inklusion med fem vigtige greb

Mange frivillige organisationer ønsker at inkludere udsatte borgere i frivillige fællesskaber. Det viser en ny undersøgelse, der peger på organisering, kultur, kompetencer, fysiske rammer og samarbejde som centrale omdrejningspunkter for inklusionsarbejdet. Undersøgelsen suppleres af praksisrettede værktøjer.

Frivillighedsundersøgelsen (2017) viste, at flere udsatte borgere ønsker at blive en del af frivillige fællesskaber, hvis de opfordres til det. Nu offentliggør Socialstyrelsen en ny undersøgelse, der viser, at de frivillige organisationer også har mod på at arbejde med dette potentiale.

Fem centrale kendetegn

Rapporten ”Inklusion af borgere i udsatte positioner i frivillige fællesskaber” undersøger, hvordan frivillige organisationer kan arbejde strategisk med inklusion af sårbare borgergrupper i frivillige fællesskaber. Over halvdelen – 58 pct. – af de adspurgte ledere oplyser, at organisationen har en ambition om at inkludere mennesker i udsatte positioner som frivillige.

Undersøgelsen viser også, at inklusionsarbejdet oftest sker i de daglige aktiviteter, og at det i mindre omfang er planlagt ud fra en fælles organisatorisk tilgang eller strategi.

I rapporten indkredses fem kendetegn, som ledelsen kan arbejde med for at fremme inklusion:

  • Fleksibel organisering
  • Kulturelle elementer i fællesskabet
  • Udvikling af kompetencer
  • De fysiske rammer
  • Samarbejdspartnere.

Inklusion gennem forskellige fællesskaber

Inklusion kan se ud på mange måder. For nogle borgere vil det være motiverende at deltage i afgrænsede fællesskaber. Dvs. fællesskaber for mennesker, der deler livserfaringer, fx med psykisk sårbarhed.

Andre kan have glæde af frivillighed, hvor mennesker mødes om fælles interesser på tværs af forskellige forudsætninger eller behov i almene fællesskaber. Dvs. fællesskaber for alle, hvor mennesker i udsatte positioner indgår på lige fod med andre.

Nogle organisationer rummer begge slags fællesskaber, hvor borgerne har mulighed for at deltage på forskellig vis efter behov. Undersøgelsen indikerer, at mulighederne for at være en del af det frivillige fællesskab øges ved, at borgerne kan træde ud og ind af de forskellige roller afhængigt af situationen. I organisationer med begge fællesskaber kan borgerne støttes i at bevæge sig fra afgrænsede til almene fællesskaber.

Suppleres af praksisrettede værktøjer

Som supplement til undersøgelsesrapporten er der udarbejdet en pixi-version med de centrale konklusioner fra undersøgelsen og et refleksionsværktøj, som kan bruges i både det daglige og det strategiske arbejde i organisationerne.

Rapporten er baseret på en spørgeskemaundersøgelse blandt 254 ledere fra frivillige sociale organisationer og frivillige kultur- og fritidsorganisationer, der har til formål at bidrage til at styrke trivsel og velfærd for mennesker i udsatte positioner. Undersøgelsen på bygger desuden på casestudier i seks organisationer.

Alle tre udgivelser er udarbejdet af Rambøll for Socialstyrelsen.

 

Sidst opdateret 29/01 2020