Gå til indhold
Forside > Nyheder > 2020 > Få inspiration fra fem kommuners udvikling af lovende praksis
30/04 2020

Få inspiration fra fem kommuners udvikling af lovende praksis

Socialstyrelsen har støttet videreudviklingen af fem forskellige lovende indsatser for børn og unge. Målgrupperne spænder fra spædbørn til unge uden for skolesystemet. Læs hvordan kommunerne har arbejdet for at modne deres faglige praksis og find inspiration i beskrivelsen af de fem indsatser.

Mange kommuner har i disse år et øget fokus på en tidligere og mere forebyggende indsats på børne- og ungeområdet. Der findes imidlertid ikke evidensbaserede metoder, som matcher alle problemstillinger, og som samtidig både er økonomisk bæredygtige og passer ind i den lokale kommunale kontekst.

Det har skabt interesse for, hvordan vi kan blive bedre til at videreudvikle og dokumentere de lovende indsatser, som findes i forvejen i den kommunale praksis rundt om i landet, men hvor der endnu ikke er en klar beskrivelse af, hvad indsatsen består af, eller sikker viden om effekterne.

Fem lovende indsatser for børn og unge

Socialstyrelsen har på denne baggrund ydet støtte til fem kommuners arbejde med at udvikle og beskrive hver deres lovende indsats for børn og unge, samtidig med at indsatsens oplevede virkninger og omkostninger er dokumenteret.

Holstebro og Jammerbugt kommuner har begge arbejdet med to forskellige typer spædbarnsindsatser til udsatte familier. I Favrskov er der sat fokus på børn og unge, der er pårørende til forældre eller søskende med psykisk sygdom, mens man i Thisted har tilbudt en koordinator til familier med mange samtidige indsatser i kommunen. København har som femte projektkommune faciliteret virksomhedsrettet praktik for de mest udsatte unge uden for skolesystemet.

Læringspunkter

Nu foreligger en evaluering, der belyser, hvordan man i de fem kommuner har arbejdet systematisk med at udvikle kvaliteten af deres indsatser og samtidig modne deres faglige praksis.

Modningsarbejdet har bidraget til en styrket faglig praksis og evalueringen viser blandt andet en oplevelse af et stærkere fagligt fællesskab i kommunen. Ledere og medarbejdere giver udtryk for en øget faglig stolthed, fordi værdien af deres kompetencer og viden er blevet tydeligere.

Derudover viser evalueringen bl.a., at processen omkring modningsarbejdet har været med til at skabe et tydeligt rum for faglig ledelse, og medarbejdere peger på, at ledelsen er kommet tættere på den faglige praksis i hverdagen og dermed bliver en større støtte og bedre sparringspartner.

Evalueringen peger på en række læringspunkter, som kan inspirere andre kommuner til at udvikle eksisterende indsatser og den faglige praksis omkring indsatserne. Det gælder fx:  

  • Hvordan kerneelementer kan bruges til at beskrive det virksomme i indsatsen og skabe et fælles fagligt fundament
  • Hvordan udvikling af praksis kan ske ved at afprøve forbedringstiltag i små skridt og justere indsatsen løbende
  • Hvordan etablering af et kvalitetsteam kan skabe fremdrift og bæredygtige beslutninger tæt på praksis
  • Hvordan vidensinformeret praksis kan understøttes af en ledelse, som tager aktiv del i anvendelsen af data og udviklingen af en læringskultur.

Særskilte indsatsbeskrivelser

Sammen med evalueringen udgives beskrivelser af de fem kommunale indsatser. Her redegøres der mere dybdegående for indsatsernes målgruppe, teoretiske fundament, kerneelementer, arbejdsgange med videre.

Indsatsbeskrivelserne kan således tjene til inspiration for andre kommuners arbejde med tilsvarende målgrupper. Alle indsatser vurderes at være virksomme og omkostningseffektive.

Hent evaluering og indsatsbeskrivelser

Hvad er lovende praksis?

Nogle sociale indsatser har særlig stor sandsynlighed for at skabe positive forandringer for borgerne. Vi kalder det lovende praksis. Der  er 11 fællestræk, der karakteriserer disse indsatser:

  1. Teori og viden
  2. Virkning
  3. Beskrivelse
  4. Mål
  5. Overførbarhed
  6. Økonomi
  7. Faglig refleksion
  8. Relationelt samarbejde
  9. Individuel tilrettelæggelse
  10. Monitorering
  11. Opfølgning

Læs mere om begrebet om lovende praksis

Sidst opdateret 30/04 2020