Forside > Nyheder > 2020 > Borgerstyrede budgetter åbner nye muligheder for socialt udsatte
03/09 2020

Borgerstyrede budgetter åbner nye muligheder for socialt udsatte

Socialt udsatte borgere i fire kommuner har fået mulighed for at disponere over 50.000 kr. Pengene skulle bruges til indkøb og aktiviteter, der bragte dem tættere på deres egne langsigtede mål. Erfaringerne fra projektet er positive: Knap 70 pct. oplevede, at de enten fik indfriet drømmen eller kom tættere på.

Hvilke drømme har socialt udsatte borgere for deres liv – og bringer adgangen til 50.000 kr. dem tættere på deres mål?

Det har satspuljeprojektet ”Personlige borgerstyrede budgetter” handlet om.

Egne drømme, ønsker og håb

I projektet har 101 borgere med særlige sociale problemer - fx hjemløshed, stofmisbrug og psykiske lidelser - modtaget et personligt budget på op til 50.000 kr.

Med udgangspunkt i deres egne drømme, ønsker og håb definerede borgerene mindst ét langsigtet mål (fx at komme i beskæftigelse) og en række delmål, som skulle fungere som trædesten (fx at tage kørekort). Pengene er blevet brugt til at finansiere aktiviteter, som understøttede delmålene (fx køreundervisning).

Alle deltagere har haft en fast støtteperson tilknyttet, der har bistået dem undervejs og stået for de konkrete køb.

Tættere på egne mål og øget selvbestemmelse

Nu foreligger en erfaringsopsamling, og den viser, at knap 70 pct. af deltagerne selv vurderer, at de enten har opnået deres langsigtede mål (22 pct.) eller er kommet tættere på (47 pct.). Borgerne giver desuden udtryk for, at de har oplevet øget selvbestemmelse.

Flere af borgerne i projektet har foretaget radikale livsændringer, og vejen mod det fastsatte mål har haft positiv betydning for deres liv på andre områder. Fx i forhold til at håndtere psykiske udfordringer, få mere selvværd, etablere nye netværk og overkomme misbrug.

For andre borgere har indsatsen givet øget livskvalitet, omend den store, livsforandrende ændring ikke er indtruffet.

Erfaringerne viser også, at samarbejdet mellem borger og støtteperson har haft væsentlig betydning for indsatsens succes. Både borgere og medarbejdere har oplevet, at indsatsen har styrket alliancen og ændret rollefordelingen i samarbejdet. 

Drømmer om uddannelse, beskæftigelse og bedre bolig

Flertallet af borgerne har uddannelse eller beskæftigelse som deres langsigtede mål. Også bedre boligforhold står højt på listen. Andre langsigtede mål kan fx være ønsker om større trivsel, selvtillid og selvværd eller bedre sundhed.

Projektet, der er inspireret af lignende initiativer i London og Aarhus, er gennemført i perioden 2017-19 i kommunerne Lejre, Halsnæs, Aarhus og Kolding.

Erfaringsopsamlingen er udarbejdet og udgivet af Socialstyrelsen.

Hent erfaringsopsamlingen om borgerstyrede budgetter (pdf)


Fokus på recovery

Tankegangen i projektet, hvor der tages afsæt i den enkelte borgers drømme, ønsker og håb for sin egen tilværelse, stemmer overens med den recovery-orienterede tilgang, som mange kommuner har taget til sig.

Også Socialstyrelsens aktuelle initiativ ”Styrket kvalitet i socialpsykiatrien” har afsæt i begrebet om recovery.

Læs om "Styrket kvalitet i socialpsykiatrien"

Sidst opdateret 03/09 2020