Forside > Nyheder > 2019 > Udbud: Faglige pejlemærker for øget kvalitet i den socialpædagogiske bistand
28/03 2019

Udbud: Faglige pejlemærker for øget kvalitet i den socialpædagogiske bistand

Socialstyrelsen skal i samarbejde med en ekspertgruppe udvikle faglige pejlemærker for øget kvalitet i den socialpædagogiske bistand til mennesker med psykiske vanskeligheder i egen bolig. Der udbydes en opgave med vidensafdækning, processtøtte og formidling af pejlemærkerne. Tilbudsfristen er den 3. maj 2019 kl. 12.

Som led i initiativet ’En styrket indsats i kvaliteten i socialpsykiatrien’ skal der udvikles faglige pejlemærker for øget kvalitet i den socialpædagogiske bistand. Socialstyrelsen udbyder i den forbindelse en opgave med vidensafdækning, processtøtte og formidling.

Det samlede initiativ har to spor:

  1. Strategisk omlægning og styrkelse af viden og kompetencer
  2. Kvalitet og udvikling på de største ydelsesområder

De to spor skal ses i tæt sammenhæng og har recovery-orientering og rehabilitering samt opfølgning på borgerens udvikling og progression som fælles udgangspunkt.

Den udbudte opgave indgår som en del af spor 2 og er ét af seks projekter i initiativet.

Den udbudte opgave

Tilbudsgiver skal i samarbejde med Socialstyrelsen løse følgende tre opgaver:

  1. Vidensafdækning, der skaber et overblik over og indblik i kommunernes tilrettelæggelse og udførelse af den socialpædagogiske bistand. Afdækningen skal formidles i en publikation og indeholde case-beskrivelser fra otte-ni kommuner med lovende praksis i arbejdet med den socialpædagogiske bistand.
  2. Processtøtte til ekspertgruppens arbejde med at udvikle faglige pejlemærker for øget kvalitet i den socialpædagogiske bistand.
  3. Formidling af de faglige pejlemærker til relevante aktører for eksempel gennem temadage, oplæg i kommuner eller fyraftensmøder.

Praktiske oplysninger

Opgaven udbydes som et offentligt EU-udbud.

Beløbsrammen er 2,9 mio. kr. ekskl. moms, og opgaven skal leveres i perioden juni 2019 til december 2021.

Tilbudsfristen er den 3. maj kl. 12.00.

Læs mere om udbuddet og få adgang til udbudsmaterialet

Sidst opdateret 28/03 2019