Forside > Nyheder > 2019 > Temadag om helhedsorientering i den sociale stofmisbrugsbehandling
17/09 2019

Temadag om helhedsorientering i den sociale stofmisbrugsbehandling

Få inspiration til at styrke den helhedsorienterede indsats med udgangspunkt i de nationale retningslinjer for den sociale stofmisbrugsbehandling. Vær med enten den 5. november i København eller den 7. november i Horsens, når Socialstyrelsen og Stoffagligt Forum afholder temadag om helhedsorientering i praksis.

Et helhedsorienteret perspektiv er et centralt, men også udfordrende element i den sociale stofmisbrugsbehandling. Socialstyrelsen og Stoffagligt Forum inviterer til temadag, hvor der sættes spot på helhedsorientering med udgangspunkt i de nationale retningslinjer for den sociale stofmisbrugsbehandling.

Hvad betyder helhedsorienteringen i den sociale stofmisbrugsbehandling, og hvordan gør vi i praksis? Det skal vi i fællesskab blive klogere på via både oplæg i plenum, drøftelser i grupper og fælles debat.

Dagen vil bidrage til en forståelse af selve begrebet, og hvordan det kan spille sammen med en recoveryorienteret og rehabiliterende tilgang. Der vil blive fokuseret på konkrete erfaringer fra både kommunal praksis og fra et borgerperspektiv. 

Om de nationale retningslinjer

Socialstyrelsens nationale retningslinjer for den sociale stofmisbrugsbehandling giver et fælles grundlag for kvalitetsudvikling og kvalitetssikring af den sociale stofmisbrugsbehandling, så indsatsen i højere grad bygger på forskning og gode erfaringer fra praksis.

Retningslinjerne understøtter desuden en systematisk, helhedsorienteret og koordineret stofmisbrugsbehandling.

Retningslinjerne foreligger både i en web- og en pdf-version:

Nationale retningslinjer for den sociale stofmisbrugsbehandling (web)

Nationale retningslinjer for den sociale stofmisbrugsbehandling (pdf)

Praktiske informationer om temadagene

Temadagen afholdes den 5. november i København og den 7. november i Horsens og har samme indhold, så det er muligt at deltage der, hvor det passer bedst.

Målgruppen er: centerledere, afdelingsledere, faglige ledere, faglige koordinatorer og evt. andre med ansvar for at implementere faglige tiltag i stofmisbrugsbehandlingen i kommunale, regionale og private behandlingstilbud.

Tilmeldingsfrist: 25. oktober 2019.  Det er gratis at deltage.

Temadagen i København den 5. november 2019 - tilmelding og yderligere information.

Temadagen i Horsens den 7. november 2019 – tilmelding og yderligere information.

Sidst opdateret 17/09 2019