Forside > Nyheder > 2019 > Styrk sagsbehandlingen i børnesager
24/10 2019

Styrk sagsbehandlingen i børnesager

Task Forcen på børne- og ungeområdet tilbyder hjælp til at styrke kvaliteten i sagsbehandlingen. Ansøgningsfristen er 22. november 2019 kl. 12.00.

”Den Permanente Task Force på området for udsatte børn og unge” tilbyder hjælp til kommuner, der ønsker at styrke kvaliteten i deres sagsbehandling gennem kompetenceudvikling, sparring og viden. Task Forcen er et samarbejde mellem Ankestyrelsen og Socialstyrelsen.

Som del af forløbet gennemføres en analyse af kommunens håndtering af sagsbehandlingsområdet, og der tilbydes løbende aktiviteter til styrkelse af kvaliteten i sagsbehandlingen gennem kompetenceudvikling, kurser, rådgivning og vejledning.

Kommuner, der tidligere har haft et forløb med Task Forcen, peger på, at forløbet blandt andet bidrager med:

  • højere grad af ensartet sagsarbejde på tværs af medarbejdergrupper og et kvalitetsløft på sagsniveau
  • mere systematik i sagerne og brug af metoder i sagerne
  • øget inddragelse af barn, forældre og det private og professionelle netværk omkring barnet
  • forbedret journalisering
  • øget grad af formalisering bl.a. gennemarbejdet vejledningsmateriale, udarbejdelse af og arbejdsgangsbeskrivelser
  •  forbedret tværfagligt samarbejde
  •  øget brug af ledelsestilsyn.

Sådan søger I om et samarbejde med Task Forcen

Vi åbner nu en ny ansøgningsrunde for kommuner, der ønsker et forløb med Task Forcen. Der forventes opstart af fire forløb i 2020; i januar, marts, august og oktober. Ansøgningsfristen er 22. november 2019 kl. 12.00.

Læs mere om Task Forcen og ansøgningsprocessen her

Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til:

Sidst opdateret 24/10 2019