Forside > Nyheder > 2019 > Ny VISO-leverandør til Spielmeyer-Vogts sygdom
11/04 2019

Ny VISO-leverandør til Spielmeyer-Vogts sygdom

Institut for Kommunikation og Handicap, Region Midtjylland, skal stå for en række ydelser vedrørende NCL-diagnoser, herunder Spielmeyer-Vogts sygdom. Den nye VISO-leverandør overtager sine opgaver pr. 1. juni 2019.

Socialstyrelsen har gennemført et udbud af VISO-ydelser vedrørende børn, unge og voksne med en NCL-diagnose - herunder Spielmeyer-Vogts sygdom - og har tildelt opgaven til Institut for Kommunikation og Handicap, Region Midtjylland.

Ydelserne på den tildelte rammekontrakt er rådgivning og udredning. Herudover er der en udviklingsramme til bl.a. vidensudvikling og afholdelse af kurser.

Den nye VISO-leverandør overtager den samlede opgave pr. 1. juni 2019.

Rådgivning mv. har hidtil været varetaget af Synscenter Refsnæs, som fortsat vil varetage opgaven frem til 1. juni. Borgere og fagfolk, der gør brug af rådgivningen, vil kunne forvente at få de samme eller tilsvarende ydelser som hidtil, selv om opgaven varetages af en ny leverandør.

Brugere af rådgivningen vil inden 1. juni få besked om, hvem der er deres nye kontaktperson.

 

Sidst opdateret 11/04 2019