Lovgivning

Behandlingen til unge med rusmiddelproblemer er kommunernes ansvar. Lovkravene er fastsat i serviceloven og sundhedsloven.

Det er kommunernes ansvar at tilbyde social og lægefaglig behandling til unge med rusmiddelproblematikker.

Lovkravet om socialfaglig rusmiddelbehandling fremgår af servicelovens § 101, stk. 1 og 2, mens sundhedslovens § 142, stk. 1 fastsætter krav om lægefaglig behandling.

For unge under 18 år iværksætter kommunen primært hjælp efter servicelovens kapitel 11. Det er kun i de tilfælde, hvor rusmiddelbruget medfører alvorlige sociale og adfærdsmæssige problemer for den unge, at tilbuddet iværksættes i henhold til § 101 i serviceloven.

Helhedsorientering og inddragelse af den unge

Kommunernes tilbud om rusmiddelbehandling varierer fra kommune til kommune, da rusmiddelcentrene bruger forskellige behandlingsmetoder- og modeller.

Fælles er, at metoderne skal bygge på to principper, som fremgår af servicelovens § 46 stk. 2 og 3:

  • Behandlingen eller støtten til den unge skal bygge på et helhedsperspektiv. Det vil sige, at behandlingen skal være målrettet den unges samlede situation
  • Behandlingen eller støtten skal foregå med en aktiv inddragelse af den unge, hvor den unges eget perspektiv og ressourcer bliver inddraget gennem hele forløbet.

Koordineringen kan være en udfordring

Kommunernes koordinering af tværgående og tværsektorielle indsatser er derfor afgørende for at skabe en helhedsorienteret indsats. 

Det kan dog være en udfordring, da de forskellige parter, som samarbejder med den unge, har forskellige positioner i kommunen eller kommer fra forskellige organisationer og organisationskulturer. De mødes derfor med forskellige kulturer og forskellige fagsprog, forskellige dagsordner og fokusområder.

(Servicestyrelsen 2010 og Socialstyrelsen 2014 (2018)).

Sidst opdateret 31/01 2019