Flere behandlingsmetoder

Socialstyrelsen understøtter metoderne MOVE, U-turn, U18, og Prøv Andre Veje (PAV), der alle er veldokumenterede metoder til behandling af unge med misbrugsproblemer.

Kommunerne tilbyder forskellige typer af socialfaglig behandling af varierende intensitet.

Metoden MOVE har vist særligt gode resultater i behandlingen af unge med rusmiddelproblemer, og Socialstyrelsen understøtter derfor udbredelsen i 2019-21.

Læs mere om MOVE

Socialstyrelsen udbreder i perioden fra 2016 til 2019 også tre andre veldokumenterede og lovende metoder på området:  U-turn, U18-modellen og Prøv Andre Veje (PAV).

Både U-turn og U18 er implementeret i flere kommuner. U-turn og U18 blev evalueret af SFI i 2015 som led i et større projekt, og metodernes effekt bliver nu undersøgt nærmere af Center for Rusmiddelforskning. Den nye evaluering forventes at være klar i slutningen af 2019.

Se SFIs evaluering fra 2015: Unge i misbrugsbehandling

Prøv Andre Veje er implementeret på en række åbne anbringelsessteder og skal også evalueres af Center for Rusmiddelforskning i 2019.

Fold alle teksterne ud eller ind

U-turn

U-turn er et tilbud, som kombinerer tidlig indsats, rådgivning og behandling til unge med et problematisk brug af rusmidler.

Målgruppen er dels hjemmeboende og anbragte børn samt unge op til 25 år, som tager illegale rusmidler eller drikker for meget alkohol. Og dels forældre, pårørende og professionelle med kontakt til den unge.

Tilbuddet består af en åben, anonym rådgivning, individuel behandling, kursusaftener for forældregrupper og en faglig konsulentfunktion, som rådgiver sagsbehandlere, skoler, ungdomsuddannelser med videre.

Desuden er der mulighed for at skabe gruppeforløb, for eksempel i form af en sportsgruppe.

U-turn er udviklet af Københavns Kommune.

Læs om projektet til udbredelse af U-turn og U18

U18-modellen

U18-modellen er en kognitiv behandlingsmodel, som hviler på dialogbaserede indsatser. Metodens målgruppe er unge under 18 år med et bekymrende eller problematisk brug af rusmidler, som påvirker de unges adfærd og mulighed for at udvikle sig og indgå i sociale relationer.

Metoden består af rådgivning til den unge og den unges forældre, udredning af behandlingsbehov, behandlingsforløb med individuelle forløb og temabaserede gruppeforløb samt forældrekurser. Metoden har fokus på helhedsorientering.

Læs om projektet til udbredelse af U-turn og U18

Prøv andre veje (PAV)

Prøv Andre Veje er en forbehandlingsmetode, der skal øge unges trivsel og evne til at fungere socialt og uddannelsesmæssigt.

Metodens målgruppe er unge i alderen 15 til 23 år, der er anbragt på åbne institutioner eller opholdssteder, og som har - eller er i risiko for at få - et problematisk brug af rusmidler. Prøv Andre Veje er en revideret udgave af Projekt Andre Valg, som var et indslusningsprojekt for unge under 18 år i varetægtssurrogat på en af landets sikrede institutioner.

Læs om projektet til udbredelse af Prøv Andre Veje

Sidst opdateret 31/01 2019