Forside > Nyheder > 2019 > Fortsat stor tilfredshed med VISOs rådgivning
07/11 2019

Fortsat stor tilfredshed med VISOs rådgivning

Kommunerne er meget tilfredse med VISOs rådgivning og oplever, at rådgivningen bidrager til at skabe forandring. Det viser en survey, VISO har gennemført. Har jeres forvaltning eller tilbud ideer til, hvordan vi fortsat kan udvikle ydelserne, er I velkomne til at deltage i vores workshop den 26. november i Odense.

VISO gennemfører hvert år en survey i kommunerne for at få viden om, i hvilken grad rådgivningen opfylder kommunernes behov. Surveyen er nu gennemført for tredje gang, og den viser, at kommunerne oplever en stor og fortsat stigende tilfredshed med VISOs rådgivning.

Rådgivning modsvarer behov

Kommunerne angiver bl.a., at rådgivningen svarer til deres behov og bidrager til at skabe de ønskede forandringer. Det er meget tilfredsstillende set i lyset af, at rådgivningen ydes til borgere og fagpersoner i ofte meget komplekse og sammensatte sager.

86 kommuner har svaret, og VISO vil gerne benytte lejligheden til at takke for den store deltagelse i undersøgelsen. Vi vil arbejde videre med de udviklingsforslag, der er kommet, for at sikre, at vores rådgivning vedbliver med at være relevant og gøre en forskel.

Se resultaterne af surveyen

Workshop om udvikling af VISO

For at få yderligere input til vores rådgivning inviterer vi sagsbehandlere og fagfolk i kommuner, regioner og private tilbud til en workshop i Socialstyrelsens lokaler den 26. november kl. 10 til 15.  

Har jeres forvaltning eller tilbud ideer til nye former for vidensmaterialer, andre typer rådgivningsforløb eller øvrige input, får I her lejlighed til at byde ind. Vi vil også drøfte form og indhold på de rapporter, som VISOs leverandører udarbejder til modtagerne af rådgivningen. 

Undervejs vil der være oplæg ved en af vores specialister, ligesom du vil få vores sidste nye materialer Autisme og social isolation hos unge voksne og Voksne med udviklingshæmning og udadreagerende adfærd

Det er gratis at deltage i workhoppen. Tilmelding pr. mail til Randi Lykou, ral@socialstyrelsen.dk

 

Sidst opdateret 07/11 2019