Forside > Nyheder > 2019 > FIT-konference: Fra begejstring til forankring
15/08 2019

FIT-konference: Fra begejstring til forankring

Vi gentager succesen - Socialstyrelsen og COK afholder igen i år konference om FIT (Feedback Informed Treatment). Kom og vær med 19. november, når vi mødes i Odense. Vi retter denne gang blikket mod implementering og omsætning af FIT i praksis i dansk kontekst og sætter dermed fokus på overgangen fra opstart til forankring af FIT. Se det fulde program, der netop er offentliggjort.

Socialstyrelsen og COK afholdt i starten af 2018 den første nationale konference om FIT (Feedback Informed Treatment) i Danmark. Nu følger vi op med den anden, som afholdes den 19. november 2019 på Odeon i Odense – så sæt X i kalenderen!

På konferencen stiller vil vi denne gang spørgsmålet: Hvor er vi nu i overgangen fra opstart til forankring af FIT?   Fokus er på implementering og omsætning af FIT i praksis i dansk kontekst.  

Formålet med konferencen er at dele viden og erfaringer fra forskellige dele af FIT-landskabet i Danmark, primært med fokus på det sociale og psykosociale område, hvor FIT-aktører og fagpersoner samles til videndeling, inspiration, nysgerrighed, nuanceringer og engagement.

Det kan du opleve på dagen

FIT er mange steder nået ind i en forankringsfase, hvor de udfordringer, der er forbundet med implementeringen, skal håndteres.  Hvordan kan strategisk ledelse bidrage til at fastholde FIT-arbejdet på rette kurs? Hvordan kan arbejdet med kerneelementerne styrkes, så FIT fortsat giver værdi til arbejdet med borgene?

Blandt dagens keynotes speakers er ph.d. i klinisk medicin Heidi Brattland fra Norge, der fortæller om sin forskning i implementering af FIT. Derudover giver psykolog Susanne Bargmann et tværgående blik på FIT og FIT-implementering i Danmark lige nu, ligesom vi skal høre kommunale ledere fortælle om konkrete strategiske overvejelser om FIT og FIT i myndighedsarbejde.

På konferencen vil der både være oplæg i plenum og flere sessioner, man kan vælge imellem. Sessionerne vil give rig mulighed for dialog og involvering, da de vil bestå af et kort oplæg med efterfølgende tid til dialog og spørgsmål. Der vil være to sessionsrunder, så man kan være med på to temaer. Temaerne omfatter bl.a. at lede med FIT, om bevægelsen fra terapi til socialt arbejde, om FIT på botilbud og om at benytte video i feedback-arbejde.

Praktiske oplysninger

Målgruppen er bred, og et af formålene med dagen er netop, at fagpersoner kan samtale om praksis og erfaringer med FIT.. Derfor er dagen både for udviklingsmedarbejdere, ledere og fagprofessionelle, der arbejder med eller gerne vil arbejde med FIT.

Programmet er netop blevet klar i sin helhed og er tilgængeligt på COKs hjemmeside, hvor man også kan tilmelde sig og finde oplysninger om deltagergebyr mv.

Tilmelding. program og øvrige oplysninger på cok.dk  

Nyheden er opdateret 30. september. Red.

       

Sidst opdateret 30/09 2019