Forside > Nyheder > 2019 > Få rådgivning og uddannelse i metoden MOVE
07/03 2019

Få rådgivning og uddannelse i metoden MOVE

Kommuner kan søge om rådgivning og uddannelse i metoden MOVE til unge, der har problemer med rusmidler. Metoden har vist god effekt, og Socialstyrelsen understøtter derfor udbredelsen. Ansøgningsfristen er den 10. april 2019.

Socialstyrelsen understøtter udbredelsen af misbrugsbehandlingsmetoden MOVE (tidligere kaldet MI-KAT/GO) og tilbyder derfor kommunerne støtte til implementeringen. Undersøgelser viser, at op mod halvdelen af de unge, som modtager behandlingen, bliver stoffrie, og at metoden er omkostningseffektiv.

Implementeringsstøtten består af rådgivning fra Socialstyrelsen og gratis uddannelse til medarbejdere og ledere i metoden. Derudover vil Socialstyrelsen understøtte indsamling og brug af data.

Målgruppen for MOVE er unge (15-25 år), der har et behandlingskrævende brug af cannabis, centralstimulerende stoffer og/eller hallucinogener, og som er i målgruppen for ambulant stofmisbrugsbehandling efter § 101 i serviceloven.

Om metoden MOVE

MOVE er en helhedsorienteret behandlingsmetode. Ud over at fokusere på selve rusmiddelbruget arbejdes der derfor også med at styrke den unges ressourcer og fjerne psykiske, fysiske og sociale barrierer, der kan stille sig i vejen for at begrænse eller helt ophøre med brugen af rusmidler.

Metoden bygger på et tidsafgrænset og struktureret samtaleforløb, som består af en screeningssamtale, 12 ugentlige behandlingssamtaler og en opfølgende behandling over seks måneder. De centrale samtaleteknikker i metoden er Den motiverende samtale og kognitiv adfærdsterapi. Målarbejde er centralt i MOVE, og den unges mål og målopnåelse er et fast tema i alle samtaler.

Foruden samtaleteknikkerne og arbejdet med mål består MOVE af en række strukturelle behandlingselementer, såsom gavekort for fremmøde, sms-påmindelser, skriftlige statusbreve og behandlingsplaner, systematisk udredning, faste dagsordner og hjemmeopgaver.

Læs mere om metoden MOVE

Praktiske oplysninger

Kommuner skal anvende et særligt skema til at ansøge om implementeringsstøtten. Der er udarbejdet en vejledning. 

Ansøgningsfristen er den 10. april 2019 klokken 12.00.

Yderligere oplysninger og adgang til ansøgningsmaterialet om MOVE

Se projektbeskrivelsen om udbredelsen af MOVE

Udbredelsen af MOVE sker som led i Udviklings- og Investeringsprogrammet på voksenområdet.

Læs om Udviklings- og Investeringsprogrammet på voksenområdet

Sidst opdateret 11/03 2019