Forside > Nyheder > 2019 > Anbefalet indsats for børn og unge med sjældne handicap
25/04 2019

Anbefalet indsats for børn og unge med sjældne handicap

Børn og unge med sjældne handicap har ofte flere alvorlige funktionsnedsættelser og helbredsproblemer. Det skaber behov for en højt specialiseret, velkoordineret og nogle gange livslang indsats. Socialstyrelsen offentliggør en forløbsbeskrivelse om, hvordan kommunerne bedst kan hjælpe børn og unge i målgruppen.

Socialstyrelsen har udgivet en ny forløbsbeskrivelse om den anbefalede indsats til børn og unge med sjældne handicap.

Indsatsen bør generelt iværksættes så tidligt som muligt og bestå af et koordineret, sammenhængende og vidensbaseret forløb.  

Ofte behov for livslange indsatser

Børn og unge med sjældne handicap har typisk flere og ofte alvorlige fysiske og/eller kognitive funktionsnedsættelser og helbredsproblemer. Der vil tit være tale om kroniske og komplekse tilstande, og som regel være behov for længerevarende eller livslange indsatser.

At handicappet er sjældent betyder, at kommunen ofte vil have et begrænset underlag for at opbygge og vedligeholde viden om de højt specialiserede indsatser, som barnet eller den unge har behov for.

Forløbsbeskrivelsen har et særligt fokus på at understøtte sammenhæng og vidensdeling i de komplekse forløb, som typisk vil indeholde både sociale, sundhedsmæssige og undervisningsmæssige indsatser.

For at kunne give barnet eller den unge og deres familie en helhedsorienteret indsats er det derfor afgørende at sikre koordinering mellem de mange forskellige aktører på tværs af sektorer, der ofte indgår i et forløb.

Aktuelt bedste viden og praksis

Forløbsbeskrivelsen henvender sig primært til kommunale ledere med ansvar for planlægning, tilrettelæggelse og udførelse af indsatser til børn og unge med sjældne handicap. Udgivelsen vil også være relevant for fagpersoner, som arbejder med målgruppen, barnet eller den unges pårørende og nærmeste netværk.

Forløbsbeskrivelsen bygger på aktuelt bedste viden og praksiserfaring og er udarbejdet i samarbejde med Undervisningsministeriet, Sundhedsstyrelsen og centrale faglige eksperter og interessenter, herunder KL, Danske Regioner og relevante bruger- og interesseorganisationer samt udvalgte kommuner og leverandører.

Udgivelsen er udarbejdet i regi af National Koordination under Socialstyrelsen.

Forløbsbeskrivelse: Børn og unge med sjældne handicap

Læs mere om National Koordination 

 

Sidst opdateret 25/04 2019