Forside > Nyheder > 2018 > Unge med alvorlige kriminalitetsproblemer har udbytte af metoden ’En vej ind’
14/05 2018

Unge med alvorlige kriminalitetsproblemer har udbytte af metoden ’En vej ind’

En skræddersyet mentorindsats er noget af det, der har virket allerbedst for de kriminalitetstruede unge, som har deltaget i afprøvningen af metoden ’En vej ind’. De trives bedre, og kriminalitetsrisikoen daler, viser en ny evaluering. Men det er en vigtig forudsætning, at de unge er motiverede for indsatsen.

Kriminalitetstruede unge, der færdes i grupperinger omkring rocker- og bandemiljøerne, kan være i risiko for at blive rekrutteret til disse grupperinger. Og kommunerne kan savne redskaber til at sætte effektivt ind.

Som led i bekæmpelsen og forebyggelsen af bandekriminalitet igangsatte Socialstyrelsen derfor i 2016 en afprøvning af metoden ’En vej ind’, der har som overordnet formål at støtte alvorligt kriminalitetstruede unge (16-30 år) i at opnå medborgerskab og komme i uddannelse eller beskæftigelse.

Metoden, der oprindelig er udviklet i Ishøj kommune, består af et fire måneder langt håndholdt og intensivt gruppeforløb. Kerneelementerne er bl.a. mentorforløb ART (Aggression Replacement Training) og MI (Motivational Interviewing/Den Motiverende Samtale).

Nu foreligger evalueringen af afprøvningen i de tre kommuner Aalborg, Halsnæs og Odense, og den tyder på positive resultater.

Den afgørende tillidsrelation

De unge har overordnet set haft udbytte af indsatsen på en række parametre, herunder arbejde og uddannelse, trivsel og tro på fremtiden. Ikke mindst når det gælder risikofyldt adfærd, ses der en positiv udvikling. De unge er mindre kriminelle og er også i mindre risiko for at blive rekrutteret til bander og rockergrupper.

Evalueringen peger også på, at det er en vigtig forudsætning for metodens succes, at de unge er motiverede for forandring og har en erkendelse af, at de selv er i stand til at tage styringen af deres liv.

Den skræddersyede og personlige mentorindsats har været afgørende for udbyttet. Det, der har virket for de unge, er især tillidsrelationen til mentoren. Også de konkrete metoder, holdsammensætningen og gruppedynamikken har væsentlig betydning. Gruppedynamikken kan dog virke begge veje: På de hold, hvor den var positiv og opbyggelig, brugte de unge hinanden til sparring, spejling og udvikling, var den negativ, låste de unge hinanden fast.

Evalueringen har også afdækket, at de unge ofte har behov for hjælp i længere tid end de fire måneder, forløbet varer. Evaluator anbefaler derfor, at disse unge tilbydes yderligere støtte.

Metodebeskrivelse og metodehæfte
Oxford Research har stået for evalueringen, og Defactum har udarbejdet en detaljeret metodebeskrivelse til praktikere samt et kort metodehæfte til beslutningstagere.

Evalueringen er baseret på 32 unges gennemførte forløb. Datagrundlaget er derfor begrænset.

 

Sidst opdateret 14/05 2018