Forside > Nyheder > 2018 > Udbud: Børnekatalogets kurser og administration for perioden 2019-2022
06/12 2018

Udbud: Børnekatalogets kurser og administration for perioden 2019-2022

Kursuskataloget på børne- og ungeområdet udbydes nu for perioden 2019-2022. Børnekataloget er målrettet kommunale sagsbehandlere og deres samarbejdspartnere. Tilbudsfristen er den 4. februar 2019.

Formålet med Børnekataloget er at styrke kvaliteten i den kommunale sagsbehandling og i indsatserne på området udsatte børn og unge. Børnekataloget skal bestå af en række kurser - af forskellig karakter og omfang - som kommunerne kan rekvirere til efter- og videreuddannelse af deres medarbejdere.

Børnekataloget har eksisteret siden 2007. Nu udbyder Socialstyrelsen det igen for perioden 2019-2022, hvor det skal rumme 23 kursustitler fordelt på tre typer kurser med forskelligt indhold og sigte. De forskellige kursustyper dækker over hhv. praksis-, videns- og metodekurser. Tilsammen er det hensigten, at kurserne bredt skal understøtte og kvalificere indsatsen for udsatte børn og unge.

Det er kursusadministratoren, der i samarbejde med en række kursusleverandører skal udbyde de enkelte kursusforløb for Socialstyrelsen.

Læs mere om det eksisterende Børnekatalog her

Den udbudte opgave

Den udbudte opgave består af ni delopgaver, der rummer udvikling, afholdelse og administration af kursusforløbene. Socialstyrelsen ønsker at indgå kontrakt med en leverandør på hver delopgave, men samme leverandør har mulighed for at byde på flere delopgaver. Det er kun muligt at byde på den samlede delopgave inklusiv samtlige kursustitler, der er indeholdt i opgaven.

  • Delopgave 1-8: Udvikling og afholdelse af kurser i Børnekataloget i perioden 2019-22.
  • Delopgave 9: Kursusadministration af kurser i Børnekataloget i perioden 2019-22.

Læs mere om udbuddet, herunder de enkelte delopgaver

Praktiske oplysninger

Den samlede beløbsramme er på i alt 59.917.000 kr. ekskl. moms.

Kontraktperioden løber fra marts 2019 til december 2022.

Tilbudsfristen er d. 4. februar 2019.

Der skal søges via Mercells digitale udbudssystem.

Udbudsdokumenterne offentliggøres, når EU's publikationskontor har offentliggjort bekendtgørelsen.

Sidst opdateret 06/12 2018