Forside > Nyheder > 2018 > Tilmeldingen til Nordisk Siddesymposium 2018 er åben
11/04 2018

Tilmeldingen til Nordisk Siddesymposium 2018 er åben

4., 5. og 6. september 2018 afholder Socialstyrelsen og de nordiske samarbejdspartnere præ-workshops og konference i København om siddestillinger for mennesker med funktionsnedsættelser. Du kan nu tilmelde dig.

Kom og få den seneste internationale viden om tilpasning af den siddende, liggende og stående stilling til mennesker med funktionsnedsættelser - og mød samtidig kolleger fra hele norden, som du kan udveksle erfaringer med.

Målgruppen for symposiet er fagprofessionelle fra kommuner, regioner og private firmaer, der til daglig arbejder med positioneringshjælpemidler til borgere. Arrangørerne er fra fire nordiske lande. Det er i år 7. gang, der afholdes Nordisk Siddesymposium. På programmet den 5. og 6. september 2018 er oplægsholdere fra Danmark, Island, Norge, Sverige, Canada, USA, Italien, Tyskland og Belgien.

Præ-workshops den 4. september 2018

Den 4. september 2018, inden selve siddesymposiet, er der to præ-workshops. 

På den ene kan du øve dig i at træne kørestolsbrugere i at bruge deres kørestol optimalt og få kendskab til, hvordan man måler, om træningen nytter. På dansk hedder metoden ”Kør godt”. Udviklerne af metoden, forsker Lee Kirby og ergoterapeut Cher Schmidt fra Canada, afholder workshoppen.

Den anden workshop handler om, hvad der sker efter, at man har foretaget en siddestillingsanalyse. På baggrund af deltagernes egne cases og problemstillinger bliver programmet sammensat, og der arbejdes med at komme fra fund til løsninger. På symposiets første dag giver underviseren, Bart van der Heyden fra Belgien, et resumé af, hvad der kom ud af workshoppen.

Nordisk Siddesymposium den 5. og 6. september 2018

Den canadiske forsker Lee Kirby åbner siddesymposiet 5. september 2018. Her fortæller han om den nyeste forskning, og hvad den viser om nytteværdien af at træne kørestolsbrugere efter metoden ”Kør godt".

Hør blandt andet også, hvordan man kommer fra forskning til praksis, når man skal måle og træne kørestolsfærdigheder, om siddestillinger for børn og om brugerens perspektiv.

Læs mere om Nordisk Siddesymposium 2018, se programmet og tilmeld dig

Bemærk, at der er Early Bird-priser, hvis du tilmelder dig inden 15. maj 2018.

Udstilling af hjælpemidler og posters

Der vil være en mindre udstilling af relevante hjælpemidler og posters i forbindelse med symposiet.

Deltag på symposiets udstilling med en stand

Sidst opdateret 11/04 2018