Forside > Nyheder > 2018 > Skal du snart på kursus?
27/06 2018

Skal du snart på kursus?

Børnekataloget tilbyder 20 forskellige videnkurser i sidste halvdel af 2018. Kurserne varer én dag og koster maks. 400 kr. Tilmed dig nu og få opgraderet din viden om specifikke indsatser og målgrupper, sagsbehandling eller tidlig indsats for børn og unge.

Socialstyrelsen tilbyder løbende en lang række videnkurser i regi af Børnekataloget. Efter sommerferien tilbydes 20 forskellige kurser, der giver konkret og aktuel viden om en bred vifte af emner på socialområdet. De første kurser starter allerede i august, så tjek kataloget nu!

Kurserne er bygget op om de lovgivningsmæssige rammer, forskning og viden, eksempler fra den kommunale praksis og udviklingsinitiativer på området.

Fire overordnede temaer

Blandt de 20 videnkurser finder du bl.a. emner som tidlig indsats for børn og unge og forskellige aspekter af god sagsbehandling. Der er også kurser om specifikke indsatser og målgrupper.

Eksempler på kurser:

  • Forebyggelse og tidlig indsats
  • Overgreb mod børn og unge
  • Voksenansvar overfor anbragte børn og unge
  • Underretninger
  • Efterværn
  • Adoption uden samtykke
  • Børn og unge med funktionsnedsættelse
  • Børn og unge med etnisk minoritetsbaggrund

Praktiske oplysninger

Kurserne henvender sig til kommunale ledere og sagsbehandlere, medarbejdere i de sociale tilbud samt frontpersonale i de almene tilbud, som arbejder med opsporing af udsatte børn og unge.

Videnkurserne varer én dag og tilbydes forskellige steder i hele landet. Det koster maks. 400 kr. at deltage. 

Du kan finde yderligere oplysninger om kurserne og tilmelde dig på Børnekatalogets hjemmeside, der drives af VIA.

Der tilbydes også praksiskurser i regi af Børnekataloget.

Læs mere og tilmeld dig på Børnekatalogets hjemmeside hos VIA

Sidst opdateret 27/06 2018