Forside > Nyheder > 2018 > Se den nye håndbog om ICS og udredningsværktøjet
27/08 2018

Se den nye håndbog om ICS og udredningsværktøjet

Nu offentliggøres den forenklede udgave af ICS og udredningsværktøjet i en fælles håndbog, der beskriver fire pejlemærker for kvalitet i sagsbehandlingen. Begge metoder bruges bredt i landet og er udviklet til at understøtte en systematisk og helhedsorienteret sagsbehandling.

Socialstyrelsen lancerer nu en forenklet udgave af både den socialfaglige metode ICS (Integrated Children’s System), der bruges til at understøtte sagsbehandlingen for udsatte børn og unge, og udredningsværktøjet på børnehandicapområdet. De nye versioner træder i kraft 1. januar 2019.

Forenklingen beskrives i en ny håndbog, der omfatter begge metoder. Samtidig er centrale redskaber i ICS blevet opdateret og kan nu bestilles. Det drejer sig om redskabet ’De aldersopdelte fokusområder’ der er udgivet i bogform og magnetredskabet i ICS, der er tilpasset det forenklede ICS.

Pejlemærker for kvalitet

Med de nye versioner af ICS og udredningsværktøjet bliver metoderne lettere at arbejde med for sagsbehandleren og nemmere at forstå for borgeren. Den nye håndbog præsenterer fire pejlemærker for kvalitet i sagsbehandlingen: Inddragelse, faglig udredning, valg af indsats og opfølgning. Det beskrives også, hvordan ICS og udredningsværktøjet konkret skal anvendes i et sagsforløb for at sikre en høj faglig kvalitet.  

De forenklede ICS-skabeloner bliver understøttet elektronisk i DUBU 3.0, der igangsættes 1.1.2019, og som noget nyt bliver også udredningsværktøjet digitaliseret. Forenklingen betyder også, at koblingen mellem ICS og udredningsværktøjet bliver tydeligere.

Se det samlede, opdaterede ICS-materiale

Kurser i efterår og vinter

Som led i implementeringen af de forenklede udgaver af ICS og udredningsværktøjet tilbyder Socialstyrelsen en række kurser. De holdes i perioden september - december 2018 i regi af Børnekataloget.

Kurserne for ICS-superbrugere fokuserer dels på forenklingen og dels på ICS- superbrugernes rolle i implementeringen. Kurserne for sagsbehandlere på børnehandicapområdet omhandler både forenklingen af ICS og forenklingen af udredningsværktøjet

Tilmelding og yderligere oplysninger om kurserne hos VIA University College

OBS!

Forenklingen af ICS og udredningsværktøjet træder i kraft 1. januar 2019. Indtil da er det de nuværende udgaver af metoderne og de tilhørende redskaber, der skal bruges.

Sidst opdateret 27/08 2018