Forside > Nyheder > 2018 > Samarbejde om forebyggende indsatser kan styrke den tidlige opsporing
26/02 2018

Samarbejde om forebyggende indsatser kan styrke den tidlige opsporing

Der kan være flere fordele ved, at kommuner samarbejder med frivillige organisationer om forebyggende indsatser til udsatte børn og unge. Det peges der på i en ny erfaringsopsamling af otte forskellige samarbejdsprojekter. Der udgives samtidig et inspirationskatalog med cases og konkrete værktøjer på området.

En frivillig organisation tilbyder en anden form for viden end en kommune, og børn og unge kan i nogle tilfælde have nemmere ved at henvende sig til en frivillig organisation end en kommune. Derfor kan et sådant samarbejde gøre det lettere at identificere børn og unge, der er udsatte eller i risiko for at blive det, så de dermed hurtigere kan få hjælp. Samtidig kan sådanne indsatser supplere kommunens forebyggende tilbudsvifte.

Det er nogle af vurderingerne i en ny erfaringsopsamling om otte forskellige samarbejdsprojekter.

Et af projekterne er foregået i Egedal Kommune, som samarbejder med organisationen Girltalk om at tilbyde gruppesamtaler til unge piger, der viser tegn på mistrivsel. Her udtaler en kommunal medarbejder:

”Samarbejdet med Girltalk letter kontakten til målgruppen. Det har også en markedsføringsværdi at kunne smide Girltalks logo på projektet. Det gør det mindre farligt for børn og forældrene at være en del af det.”

De fleste får bedre trivsel

Målgrupperne for de otte projekter er meget forskellige, men en før- og eftermåling viser, at børnene og de unge gennemsnitligt får det bedre i løbet af projektperioden. Nogle fastholder status quo, men mellem 51 og 55 pct. gennemgår en positiv udvikling, når man ser på psykisk trivsel, relationel trivsel, sociale kompetencer, mestringskompetencer og positiv selvopfattelse. Der er dog også en gruppe, der oplever en negativ udvikling.

Erfaringsopsamlingen beskriver også, hvad der mere specifikt er de virkende mekanismer i indsatserne, og giver en række anbefalinger til, hvordan et velfungerende samarbejde mellem en kommune og frivillige organisation kan etableres. For eksempel kan det være en god idé at starte med at afklare incitamenter for samarbejdet.

Seks praktiske værktøjer

Samtidig med rapporten udgives et inspirationskatalog - "Samarbejde mellem kommuner og NGO'er" - med bl.a. cases og seks praktiske værktøjer til udvikling af samarbejdsaftale, fælles forandringsteori, datamodel m.v.

De otte projekter er finansieret af en pulje under forebyggelsespakken "Tidlig Indsats – Livslang Effekt".

Både erfaringsopsamlingen og kataloget er lavet af Rambøll for Socialstyrelsen som en samlet evaluering af projekterne.

Se erfaringsopsamlingen og det øvrige materiale om samarbejde mellem kommuner og NGO'er

Sidst opdateret 26/02 2018