Forside > Nyheder > 2018 > Positive resultater af tre ADHD-indsatser
19/03 2018

Positive resultater af tre ADHD-indsatser

Tre forskellige indsatser til børn, unge og familier med ADHD viser alle positive resultater for deltagerne, mens implementeringen og omkostningerne varierer. Det fremgår af en ny evaluering. Samtidig udgives en modelbeskrivelse af den ene af indsatserne.

Forskningen finder, at minimum 5 pct. af en børneårgang har ADHD eller lignende problemstillinger. En ny evaluering fra VIVE peger på, at det både socialt og økonomisk kan være en god investering at yde mestringsstøtte til de mange familier, der er berørt.

VIVE har evalueret tre projekter målrettet børn, unge og familier med ADHD, nemlig to manualbaserede forældretræningsprogrammer og en mentor- og støttekontaktpersonordning. Alle tre viser overordnet positive resultater i forhold til deltagernes adfærd og udvikling, mens implementeringen af indsatserne og omkostningerne varierer.  

De tre indsatser

Det ene forældretræningsprogram er Kærlighed i Kaos (KiK), der er forankret i ADHD-foreningen, som også har udviklet programmet. Indsatsen gives til grupper af forældre. Programmet har opnået et højt og succesfuldt implementeringsniveau og medfører en positiv udvikling hos deltagerne.

KiK bruger frivillige fagpersoner til den centrale forældretræningsopgave og er derfor forbundet med lavere omkostninger end de to andre indsatser. Forældrene har overvejende yngre børn.

Det andet forældretræningsprogram er Parent Management Training Oregon (PMTO) med en udvidelse til at håndtere problemer hos unge, herunder unge med ADHD (PMTO). Her er man ligeledes nået langt med implementeringen, og der ses også her en positiv udvikling for både børn og forældre. Der er gennemgående tale om lidt større børn. Indsatsen er forankret i kommunen og kan gives både individuelt og til grupper, men der er i denne evaluering alene tale om den individuelle indsats.

Nyudviklet mentormodel

Mentor- og støttekontaktpersonsordningen (M-SKP) er en ny, individuel indsats, der er udviklet af Implement Consulting Group og Socialt Udviklingscenter SUS. Indsatsen er forankret i kommunen og målrettet unge med ADHD og udadreagerende adfærd.

Mentormodellen består af 15 konkrete anbefalinger til mentorindsatsen for de unge og er ledsaget af eksempler fra praksis i de tre kommuner, der har arbejdet med modellen. Også her er der positive erfaringer.

M-SKP er et længere forløb og den dyreste af de tre indsatser. Der har været en del udfordringer med implementeringen undervejs, og det vurderes at hænge sammen med, at modellen – i modsætning til de velafprøvede forældreprogrammer – er udviklet undervejs i projektperioden. 

Kan supplere hinanden

Indsatserne kan supplere hinanden, idet de kan imødegå forskellige behov og målgrupper, er forskelligt forankret og organiseret og også har varierende omkostningsniveau.

Alle projekterne er gennemført som led i Socialstyrelsens projekt "Forældreprogrammer" (2016-17). Samtidig med evalueringen udgives et resume, der er uploadet som bilag.

Gå til "Evaluering af tre projekter under Socialstyrelsens Forældreprogram" + bilag (resume)

Gå til "Modelbeskrivelse for mentorindsats til unge med udadreagerende adfærd, herunder ADHD"

Sidst opdateret 19/03 2018