Forside > Nyheder > 2018 > Konference: Dagtilbud af høj kvalitet
21/06 2018

Konference: Dagtilbud af høj kvalitet

Vi ved, at den pædagogiske kvalitet i dagtilbuddene har stor betydning for børns trivsel, udvikling, læring og dannelse. Men hvordan skaber vi høj kvalitet i praksis? Det spørgsmål er omdrejningspunkt for Socialstyrelsens konference den 27. september 2018. Sæt X i kalenderen allerede nu!

Socialstyrelsen inviterer praktikere til landsdækkende konference om, hvordan vi gør høj kvalitet i dagtilbud til virkelighed. Konferencen finder sted torsdag den 27. september 2018 i Nyborg.

Høj kvalitet i dagtilbud - hvordan gør vi?

Fra forskning ved vi, at høj kvalitet i dagtilbud er afgørende for børns trivsel, udvikling, læring og dannelse – både nu og senere i livet. Derfor inviterer Socialstyrelsen til landsdækkende konference om, hvordan vi i praksis udvikler vores dagtilbud til gavn for alle børn, og særligt børn i udsatte positioner. Konferencen sætter fokus på, hvordan arbejdet med konkrete forandringer kan planlægges og gennemføres, så de øger den pædagogiske kvalitet.

Plenumoplæg og workshops

Dette års konference vil bestå af både plenumoplæg og workshops. Plenumoplæggene stiller skarpt på, hvordan viden fra forskning og en evaluerende pædagogisk praksis kan understøtte udviklingen af høj kvalitet i dagtilbud.

På konferencens workshops vil deltagerne bl.a. få muligheden for at arbejde med professionelle læringsfællesskaber, det samskabende tværfaglige samarbejde, læring i hverdagens rutiner, børns perspektiver på læringsmiljøet, forældresamarbejde samt procesfacilitering i dagtilbud.

Praktiske oplysninger

Konferencen henvender sig primært til pædagogiske medarbejdere og ledere, og der er plads til 320 deltagere i alt.

Konferencen afholdes den 27. september 2018 på Nyborg Strand Hotel, og deltagelse er gratis.

Der åbnes for tilmelding til konferencen via Socialstyrelsens hjemmeside den 14. august 2018, hvor et detaljeret program også vil være tilgængeligt.  

Sæt kryds i kalenderen og reserver dagen!

Sidst opdateret 21/06 2018