Forside > Nyheder > 2018 > Hvad er god formidling af hjælpemidler?
25/10 2018

Hvad er god formidling af hjælpemidler?

Hjælpemidler kan være helt afgørende for borgere med funktionsnedsættelse. Men formidlingen er essentiel, hvis hjælpemidlerne skal fungere efter hensigten. Socialstyrelsen har på baggrund af forskningen på området udpeget fire pejlemærker for formidlingen af hjælpemidler.

Forskellige former for hjælpemidler er ofte afgørende for borgere med hjerneskade, bevægelseshandicap eller andre funktionsnedsættelser. Den rette kørestol eller GPS kan fx være det, der gør, at en borger kan komme omkring på egen hånd, og hjælpemidler i hjemmet kan understøtte selvhjulpenheden i hverdagen.

Det er imidlertid ikke ligegyldigt, hvordan hjælpemidlerne formidles. En række faktorer har bl.a. vist sig at have stor betydning for, om hjælpemidlet bruges i praksis, og hvor godt det hjælper borgeren. Socialstyrelsen har foretaget en systematisk litteraturgennemgang og har på den baggrund formuleret fire pejlemærker for formidlingen af hjælpemidler.

De fire pejlemærker

Forskningen viser, at det vigtigste element er involvering af borgerne. Involvering medvirker både til, at borgerne rent faktisk anvender hjælpemidlet, og til at de bliver mere tilfredse. Et andet vigtigt element er en struktureret tilgang, hvor man fx anvender standardiserede redskaber til at kortlægge borgerens problematikker eller har faste rammer for opfølgning.

Træning af borgeren i at anvende hjælpemidlet i den aktuelle aktivitetssituation er en tredje væsentlig faktor. Fx viser forskningen, at signifikant flere borgere, der har behov for hjælpemidler til badning, bliver selvhjulpne, hvis de trænes i den konkrete badesituation i hjemmet.

Som noget nyt peger forskningen også på, at brugen af nye teknologier, fx ekspertvejledning via telekommunikation og virtual reality træning, har lige så god effekt som traditionel hjælpemiddelformidling.

Se det hele på Socialstyrelsen.dk

Pejlemærkerne er beskrevet mere udførligt på Socialstyrelsen.dk, hvor de foreligger i to versioner – én, der henvender sig til ledere, og en lidt længere udgave med cases, der er målrettet fagpersoner (praktikere). Pejlemærkerne er baseret på 19 kvantitative studier, der er udvalgt på baggrund af en systematisk afsøgning af hele området. Samtidig med pejlemærkerne offentliggøres en kort gennemgang af af de 19 studiers resultater, og en litteraturliste.

De gennemgåede studier handler bl.a. om formidling af mobilitetshjælpemidler og hjælpemidler til personlig pleje. Studierne er fortrinsvis tværsnitsstudier og randomiserede, kontrollerede undersøgelser. Studiernes designs er relativt svage, og resultaterne skal derfor tages med et vist forbehold, men stemmer overens med kvalitative studier på området.

En videnskabelig artikel, der detaljeret gennemgår og vurderer studiernes kvalitet, er under udarbejdelse.

Til ledere: Pejlemærker for formidling af hjælpemidler

Til fagpersoner (praktikere): Pejlemærker for formidling af hjælpemidler


Gennemgang af studieresultater


Litteraturliste vedr. pejlemærker for formidling af hjælpemidler

Sidst opdateret 25/10 2018