Handicap 2018: Borgerperspektiv

08-01-2018

Socialstyrelsen og COK byder for anden gang velkommen til den nationale handicapkonference, der i 2018 sætter fokus på borgerperspektiver. Vær med 25. april, hvor vi bl.a. skal høre om deltagelse, samskabelse og den internationale handicapforskning lige nu.

Socialstyrelsen og COK afholder igen i 2018 en national konference, der sætter fokus på sociale forståelser af handicap, denne gang med særligt fokus på borgerperspektivet.

Siden 90’erne har især én sætning givet genlyd i den engelsksprogede handicapbevægelse, nemlig ”Nothing about us without us”.   

I Danmark er vi næppe der, hvor vi fuldt og helt kan sige ”Intet om os uden os””, men hvor er vi så, og hvilke initiativer er med til at bevæge os i den retning? Danske indsatser på handicapområdet og handicappolitikker i fx kommuner har i mange år haft det som et erklæret mål at øge borgerens involvering og ejerskab. Hvor langt er vi kommet?

Spørgsmål som disse er der næppe klare svar på, men de sætter scenen for dette års nationale handicap-konference, som finder sted den 25. april på Comwell i Middelfart. Formålet med konferencen er at skabe rum for at diskutere nogle af de længere og bredere sociale perspektiver vedrørende handicap og sikre, at den internationale forskning på området bliver formidlet også herhjemme. Samtidig sætter vi fokus på både de gode praksiseksempler og den nye viden fra Danmark.

Programmet for Handicap 2018

Programmet er under udarbejdelse, men vi kan dog løfte sløret for et par nyheder: Vi er virkelig glade for at kunne byde professor Tom Shakespeare, University of East Anglia, velkommen tilbage i Danmark. Tom Shakespeare er en af de helt centrale figurer indenfor international, social handicapforskning og er kendt som en blændende formidler.  Tom Shakespeare er både oplægsholder i plenum og vært for en session.

En anden oplægsholder i plenum er den svenske forsker Per-Olof Hedvall, som er lektor ved Lunds Universitet og i en årrække har beskæftiget sig med design af deltagelse og tilgængelighed. At kunne være til stede på lige fod som andre er en væsentlig forudsætning for deltagelse og inklusion, men hvordan understøtter vi design heraf og gør betingelserne for deltagelse almengyldige?

Endelig er vi rigtig glade for at kunne præsentere Anne Tortzen, som har skrevet Danmarks indtil videre eneste ph.d.-afhandling om samskabelse i kommunale rammer. Anne Tortzen kommer fra Center for Borgerdialog.

Praktiske oplysninger om konferencen

Du kan allerede nu forhåndstilmelde dig konferencen på COKs hjemmeside, hvor du også kan finde oplysninger om pris, rabatmuligheder mv. Forhåndstilmeldingen er ikke bindende. Du bliver kontaktet, når programmet er færdigt og får mulighed for at be- eller afkræfte din tilmelding.

Yderligere oplysninger og forhåndstilmelding på COKs hjemmeside



Senest opdateret 08-01-2018

Nyhedsbrev

Vores nyhedsbreve holder dig opdateret med faglig viden, information om ansøgningspuljer, nye udgivelser, konferencer og temadage på socialområdet.

Tilmeld dig her