Funktionel Familieterapi reducerer unges problemadfærd

19-01-2018

Ny evaluering viser positive resultater af Funktionel Familieterapi (FFT) til 11-18-årige og deres familier. Problemadfærd reduceres signifikant, og ingen af de unge er efter afslutningen af forløbet i målgruppen for behandling. Kommuner kan senere i 2018 søge støtte til implementering af metoden.

Socialstyrelsen har i samarbejde med 10 kommuner og tre organisationer afprøvet Funktionel Familieterapi (FFT) overfor familier med unge i alderen 11-18 år med forskellige former for problemer og problemadfærd. Det kan dreje sig om både internaliserede problemer som fx angst, overkontrollerende adfærd og tristhed såvel som eksternaliserede problemer som manglende impulskontrol, aggression og kriminalitet.

Projektet er nu evalueret af VIVE. Der offentliggøres i den forbindelse to udgivelser, én om implementering og én om virkninger og omkostninger.

Signifikant positiv udvikling

Virkningsevalueringen viser overordnet, at de unge gennemgår en signifikant positiv udvikling i løbet af perioden. Både når det gælder den eksternaliserende og den internaliserende adfærd sker der en reduktion af problemerne, og også konfliktniveauet i familien falder. Ved afslutning af FFT-forløbene var de unge uden for den gruppe, man regner for behandlingskrævende.

Virkningsanalysen er baseret på en før og efter-måling, som 426 personer (heraf 39 pct. unge og 61 pct. forældre) deltog i.

FFT er – ligesom alle andre sociale indsatser – forbundet med en række omkostninger for de kommuner, der tilbyder indsatsen til deres borgere. Men det kan godt betale sig. Omkostningsvurderingen viser, at FFT er økonomisk håndterbar, målt over en 5 årig driftsperiode. Implementeringsrapporten konkluderer, at FFT kan implementeres i danske kommuner.

Kort om Funktionel Familieterapi

FFT er et intensivt, evidensbaseret behandlingsforløb, som typisk består af 16-20 sessioner med en FFT-trænet terapeut.

FFT har en systemisk tilgang, som anerkender, at familien spiller en central rolle i forhold til at påvirke den unges adfærd. I FFT arbejder man derfor terapeutisk med hele familien med fokus på at ændre uhensigtsmæssige adfærdsmønstre og herigennem styrke familiens relationer, ressourcer og kontekst. 

FFT forsætter i Socialstyrelsen

Afprøvningen af FFT er sket som led i initiativet ”Tidlig Indsats – Livslang Effekt”. Projektet er nu afsluttet. 

I 2018 forsætter FFT i Socialstyrelsen i regi af Metodeudbredelsesprogrammet; her kan interesserede kommuner få viden om indsatsen og rådgivning om oprettelse af et FFT-team. Senere i 2018 vil det desuden blive muligt at søge støtte til oprettelse af nye teams. Hensigten er at nedbringe de forholdsvis høje startomkostninger og dermed gøre det mere overkommeligt for kommunerne at implementere metoden.

De to udgivelser er forholdsvis kortfattede. Som en del af afrapporteringen udgiver VIVE i 2018  tre engelsksprogede workingpapers, som mere specifikt behandler evalueringsdesignet og analyserer resultaterne mere dybdegående.

Rapport om FFT: Virkning og omkostninger

Rapport om FFT: Implementering

Læs mere på Vidensportalen om forebyggelse og tidlig indsats

 

 

 

Senest opdateret 20-01-2018

Nyhedsbrev

Vores nyhedsbreve holder dig opdateret med faglig viden, information om ansøgningspuljer, nye udgivelser, konferencer og temadage på socialområdet.

Tilmeld dig her