Forside > Nyheder > 2018 > Fra marginaliseret borger til ligeværdig deltager
23/12 2018

Fra marginaliseret borger til ligeværdig deltager

Fleksibilitet, ligeværdighed og mangfoldighed er nøgleordene, når sårbare borgere skal inkluderes på lige fod med andre i almene fællesskaber. Det peges der på i en ny evaluering af tre partnerskaber mellem kommuner og frivillige organisationer.

Borgere, der er socialt eller psykisk sårbare, føler oftere, at de er ensomme og står uden for samfundet end borgere i øvrigt, og de deltager sjældnere som aktive frivillige i aktiviteter i fx lokalsamfundet.

Det er baggrunden for et satspuljeinitiativ (2015-18), hvor man via tre partnerskaber mellem organisationer i civilsamfundet og kommuner har arbejdet for at inkludere forskellige grupper af sårbare borgere i frivillige fællesskaber.

I alle tre projekter har der været særligt fokus på, at de sårbare borgere indgik på lige fod med øvrige borgere, og at der dermed ikke har været tale om indsatser for, men med målgruppen.

Relationerne skaber udbyttet

Projektdeltagerne er:

  • INSP! og Roskilde Kommune. Partnerskabet arbejder for, at flere psykisk sårbare unge under den kommunale socialpsykiatri bliver aktive deltagere i det borgerdrevne kulturhus INSP! i Roskilde.
  • Sager der Samler og Aarhus Kommune. Partnerskabet arbejder for at engagere borgere uden beskæftigelse og borgere med svagt netværk i konkrete sager, der berører dem selv eller andre.
  • Vimby og Aarhus Kommune. Partnerskabet arbejder bl.a. for at invitere psykisk udviklingshæmmede borgere til at være frivillige i et landsbysamfunds fællesskaber og aktiviteter.

Nu foreligger en evaluering af de tre partnerskaber. Evalueringen har primært fokus på læringspotentialet i projekterne, men tyder også på, at det overordnet er lykkedes for de tre projekter at skabe inkluderende rammer, hvor borgere med forskellige typer af udfordringer har mulighed for at udvikle sig fra marginaliserede til ligeværdige deltagere.

Det kommer fx til udtryk i de sårbare borgeres egne vurderinger af deres udbytte, omfanget af deres deltagelse og et øget aktivitetsniveau i organisationerne. Rapporten peger også på, at borgernes udbytte og motivation varierer i de tre projekter, men at det for dem alle gælder, at sårbare borgere finder vej til aktiviteterne via andre mennesker, og at det også er relationen til andre mennesker, der giver dem udbytte af at deltage.

Fleksibilitet, ligeværdighed, mangfoldighed

Rapporten har særligt fokus på at undersøge, hvad der konkret skal til for, at samarbejder mellem civilsamfund og kommune bidrager til, at sårbare borgergrupper inkluderes i almene fællesskaber. Der peges her på tre forhold, som evt. andre partnerskaber kan arbejde aktivt for:

  • Fleksibilitet: At man som borger kan være ustabil i sin deltagelse, fordi der er tidspunkter, hvor man kan deltage, og andre, hvor man ikke kan. Man kan ikke nødvendigvis deltage kontinuerligt.
  • Ligeværdighed: At man bliver mødt som et menneske, der kan noget og kan bidrage på lige fod med andre, frem for som en der er syg eller udsat.
  • Mangfoldighed: At der er mange forskellige grupper af mennesker blandt deltagerne og ikke kun sårbare borgere og professionelle.

Udover evalueringsrapporten udgives et hæfte, ”Kort og klart”, der opsummerer de væsentligste resultater, erfaringer og anbefalinger til andre, der ønsker at arbejde med inklusion af sårbare borgere.

Evalueringen er udarbejdet af VIVE og RUC for Socialstyrelsen.

Evaluering: Inklusion og deltagelse sårbare borgergrupper i samskabende arenaer

Sidst opdateret 23/12 2018