Forside > Nyheder > 2018 > Der er 16 højt specialiserede tilbud til borgere med svære spiseforstyrrelser
21/03 2018

Der er 16 højt specialiserede tilbud til borgere med svære spiseforstyrrelser

Der er samlet set det fornødne udbud af højt specialiserede tilbud og indsatser til borgere med svære spiseforstyrrelser. Det vurderer Socialstyrelsen på baggrund af afrapporteringer fra kommunerne.

Den nationale koordinationsstruktur i Socialstyrelsen skal sikre, at der på landsplan er det fornødne udbud af højt specialiserede sociale tilbud til borgere med sjældne, omfattende eller komplekse former for problemstillinger. Det vil sige funktionsnedsættelser eller sociale problemer, der typisk kræver et samarbejde på tværs af kommuner for at kunne inddrage og opretholde den fornødne specialviden.

Det fornødne udbud og den fornødne koordinering

Socialstyrelsen kan udmelde målgrupper eller særlige indsatser til kommunerne for at afdække, om der er de fornødne tilbud og den fornødne koordination – en såkaldt central udmelding.

Socialstyrelsen udsendte en sådan central udmelding for borgere med svære spiseforstyrrelser i november 2015. Kommunerne har via de fem kommunale rammeaftalesamarbejder afrapporteret til Socialstyrelsen i efteråret 2016.

Socialstyrelsen vurderer på baggrund af kommunernes afrapporteringer, at der på landsplan er det fornødne udbud af højt specialiserede indsatser og tilbud til borgere med svære spiseforstyrrelser.

Socialstyrelsen vurderer også, at der sker den fornødne koordination og planlægning på tværs af kommunerne for at sikre udbuddet. 

16 højt specialiserede tilbud

Kommunerne har i afrapporteringerne oplyst, at de har anvendt 16 højt specialiserede tilbud til borgere med svære spiseforstyrrelser. Ifølge kommunernes afrapporteringer var der henholdsvis 576 og 663 borgere i målgruppen i 2014 og 2015.

Socialstyrelsen har ikke skullet vurdere kommunernes visitation til de højt specialiserede tilbud.

Socialstyrelsen vil fortsat følge området for svære spiseforstyrrelser.

Se udgivelsen: "Borgere med svære spiseforstyrrelser - behandling af afrapporteringer på central udmelding"

Læs mere om den nationale koordinationsstruktur

Sidst opdateret 21/03 2018