Forside > Nyheder > 2017 > Vær med til at afprøve overgangs- og peer-støtte til udsatte grønlændere
22/05 2017

Vær med til at afprøve overgangs- og peer-støtte til udsatte grønlændere

Socialstyrelsen er på vej med en ansøgningspulje om udvikling og afprøvning af overgangs- og peer-støtte til udsatte grønlændere i Danmark. Der afholdes et informationsmøde 1. juni i Odense. Alle interesserede er velkomne.

Rettelse pr. 31. maj: Ansøgningspuljen udmeldes først i uge 23, og mødet, der oprindelig skulle være holdt 1. juni, er derfor udskudt til 22. juni. 

Tilmelding til informationsmødet 22. juni

Socialstyrelsen vil udmelde en ansøgningspulje, som kan søges af alle landets kommuner, der er interesserede i at udvikle og afprøve overgangs- og peer-støtte til udsatte grønlændere i Danmark.

Kommuner, der søger puljen, skal indgå i et tæt samarbejde med en frivillig eller privat organisation, der har erfaring med målgruppen. Puljen forventes at blive udmeldt omkring 1. juni, og udmøntningen sker sidst i september.

Socialstyrelsen inviterer alle interesserede kommuner og relevante frivillige og private organisationer til et informationsmøde, hvor man kan høre mere om projektets formål og aktiviteter og få information om ansøgningsprocessen. Mødet afholdes i Odense 1. juni 2017, kl. 11-14. 

Formålet med overgangs- og peer-støtte

Formålet med projektet om overgangs- og peer-støtte til udsatte grønlændere i Danmark er at udvikle og afprøve en metode, som gør det muligt at etablere og fastholde en længerevarende kontakt til udsatte grønlændere, så målgruppen i højere grad profiterer af den sociale indsats, kommunerne yder.

Projektet kombinerer peer-støtte, hvor en borger med grønlandsk baggrund fungerer som støtteperson for en udsat grønlænder, og Critical Time Intervention-metoden (CTI), hvor en koordinerende, gennemgående kommunal støtteperson yder en intensiv, tidsbegrænset indsats i en kritisk overgangsfase. Peer-støtten skal leveres af den frivillige eller private organisation, og CTI-støtten skal ydes af kommunen.

Praktisk om puljen og projektet

Projektperioden løber fra 2017-2020. Det forventes, at 2-4 kommuner i samarbejde med frivillige eller private organisationer vil kunne deltage i projektet. Både kommuner og organisationer skal i løbet af projektet arbejde tæt sammen med Socialstyrelsen og en ekstern evaluator.

Ansøgningspuljen retter sig imod herboende, socialt udsatte grønlændere, herunder nytilflyttede grønlændere, der har behov for en særlig og intensiv indsats i en længerevarende periode.

Ansøgerkredsen er alle landets kommuner. Der skal være indgået en samarbejdsaftale med en relevant organisation, der har erfaring med målgruppen, forud for ansøgningen.                                               

Der kommer mere information om projektet på Socialstyrelsen.dk og Tilskudsportalen, når puljen er udmeldt.

Tilmelding til informationsmødet den 1. juni

Sidst opdateret 31/05 2017