Forside > Nyheder > 2017 > Unge og voksne hjemløse - nyt tema på Vidensportalen
16/03 2017

Unge og voksne hjemløse - nyt tema på Vidensportalen

CTI, ACT og ICM er tre bostøttemetoder, som kan bruges i indsatsen til hjemløse. Alle tre metoder er afprøvet herhjemme. Se det nye tema på Vidensportalen om unge og voksne hjemløse og få viden om både indsatser, målgrupper og centrale tal.

Antallet af hjemløse borgere i Danmark er stigende. Hjemløse er en udsat gruppe, og mange har andre problemer som psykisk sygdom eller misbrug af alkohol eller stoffer. Unge mellem 18-29 år udgør godt 33 pct. af de hjemløse i Danmark.

Socialstyrelsens nye tema på Vidensportalen handler om både unge og voksne hjemløse. Temaet beskriver tre indsatser, der alle er afprøvede i dansk kontekst, og formidler generel viden om målgruppen, problemets omfang, tilgangen Housing First m.v. Et særskilt afsnit fortæller om de unge hjemløse, som ofte er såkaldte sofasovere.

Tre bostøttemetoder

De tre bostøttemetoder, CTI, ICM og ACT,  er alle afprøvet i Danmark som led i Hjemløsestrategien 2013-2016.

Critical Time Intervention - CTI

Critical Time Intervention (CTI) er en case-management metode. Den er udviklet til de borgere, der har særlig brug for hjælp i overgangen fra et institutionsophold til egen bolig. Indsatsen strækker sig over ni måneder og er inddelt i tre faser.

Læs på Vidensportalen om indsatsen CTI 

Intense Case Management - ICM

Intense Case Management (ICM) er en manualbaseret metode. Målgruppen er hjemløse med komplekse problemstillinger og et langvarigt behov for hjælp. Metoden tilbyder et koordineret støtteforløb for borgere, som vil kunne få udbytte af øget støtte og behandling fra det etablerede system.

Læs
på Vidensportalen om indsatsen ICM 

Assertive Community Treatment - ACT

Assertive Community Treatment (ACT) er en fleksibel og tværfaglig bostøttemetode, der er udviklet til at støtte de meget udsatte hjemløse, som ikke kan bruge det almindelige hjælpesystem. Metoden tilbyder målgruppen en helhedsorienteret støtte, der i udgangspunktet ikke er tidsbegrænset. 

Læs 
på Vidensportalen om indsatsen ACT

Unge hjemløse sofasovere

Herhjemme bruges betegnelsen ”sofasover” om unge mennesker, der overnatter hos familie, venner eller tilfældige bekendtskaber. De unge sofasovere er hjemløse og en af del af statistikken over det stigende antal af unge hjemløse i Danmark.

Læs på Vidensportalen om unge sofasovere 

Se hele temaet på Vidensportalen om unge og voksne hjemløse  


Sidst opdateret 16/03 2017