Forside > Nyheder > 2017 > Pulje: Frivilligt socialt arbejde (PUF)
16/02 2017

Pulje: Frivilligt socialt arbejde (PUF)

Der er udmeldt en ansøgningspulje til støtte af frivilligt socialt arbejde til fordel for socialt truede mennesker. Der er ansøgningsfrist 16. marts 2017.

Socialstyrelsen har udmeldt en ansøgningspulje på 43,3 mio. kr. til støtte af frivilligt socialt arbejde til fordel for socialt truede mennesker.

Formålet med ansøgningspuljen er at støtte projekter, der bidrager til at forebygge og afhjælpe problemer for mennesker, som er socialt truede eller befinder sig i en svær livssituation.

Det forventes, at projekterne sætter fokus på at opnå positive resultater for målgruppen gennem frivilligt arbejde, som fx støtte til forskellige former for netværksdannelse, sociale aktiviteter eller rådgivning, der giver målgruppen bedre livsbetingelser. 

Målgruppe

Målgruppen for de projekter, der kan opnå støtte fra ansøgningspuljen, er socialt truede mennesker i samfundet (fx sindslidende, hjemløse, mennesker med alkohol- eller stofmisbrug) eller mennesker i en svær livssituation.

Til målgruppen hører også sårbare og socialt udsatte grupper. Det kan fx dreje sig om unge, der er socialt truede og marginaliserede pga. en opvækst med svigt, misbrug eller psykisk sygdom. Det kan også være unge og voksne, der lever i udsatte livssituationer, er isoleret fra at deltage i sociale fællesskaber og med ringe eller ingen tilknytning til uddannelses- og arbejdsmarkedet.

Ansøgningsfrist

Der er ansøgningsfrist 16. marts 2017 kl. 12.

Hvem kan søge?

Ansøgningspuljen kan søges af frivillige organisationer, foreninger, frivilligcentre og grupper samt af enkeltpersoner, der tager initiativ til frivilligt socialt arbejde for målgruppen. 

Ansøgere skal være opmærksomme på, at der skal anvendes en NemID-medarbejdersignatur ved oprettelse og indsendelse af ansøgninger.

Yderligere oplysninger og adgang til at søge på Tilskudsportalen

Sidst opdateret 16/02 2017