Forside > Nyheder > 2017 > Positive resultater af ny indsats til borgere i prostitution
30/03 2017

Positive resultater af ny indsats til borgere i prostitution

Øget mental trivsel og mindre prostitution er konkrete resultater af en indsats til borgere i prostitution. En ny evaluering viser positive resultater af projektet Exit Prostitution, hvor deltagerne har modtaget en CTI-indsats.

CTI - Critical Time Intervention - er en evidensbaseret, helhedsorienteret metode, der i de senere år har vist gode resultater i det sociale arbejde med forskellige målgrupper.

I 2013-16 har metoden været afprøvet i projektet Exit Prostitution, hvor udsatte borgere, der har solgt seksuelle ydelser, har fået støtte til at forbedre deres livssituation generelt og evt. stoppe med prostitution. Projektet har været gennemført i samarbejde med landets fire største kommuner, København, Aarhus, Odense og Aalborg og en række NGO'er. I alt 147 borgere har modtaget et CTI-forløb. 

Nu foreligger en evaluering af projektet, og den viser, at metoden har haft positive resultater for målgruppen. 

Mindre prostitution og bedre trivsel

Et af projektets resultatmål har været at opnå en forbedring af borgernes mentale trivsel. Evalueringen viser, at deltagerne undervejs oplever markante fremskridt. Ved starten af forløbet var 2/3 af borgerne i risiko for stress og depression, mens det ved afslutningen drejede sig om 1/3.  

Der har desuden været en positiv udvikling i deltagernes oplevelse af deres egen livssituation, eksempelvis i forhold til psykisk helbred og økonomi. Borgerne fortæller, at de generelt føler sig bedre rustet til at håndtere problemstillinger i deres dagligdag og har fået mere styr på praktiske forhold i deres liv.

Undervejs i projektet er der også sket en væsentlig reduktion af omfanget af prostitution. Ved starten af forløbet havde halvdelen af borgerne modtaget betaling for seksuelle ydelser inden for den seneste måned, og ved afslutningen er andelen reduceret til en femtedel af borgerne.

Implementeringsguide på vej

CTI-metoden er kendetegnet ved en recovery-orienteret tilgang med fokus på empowerment og borgerens individuelle behov.  Indsatsen er opdelt i tre faser. I begyndelsen er støtten intensiv, hvorefter ansvar og opgaver gradvis overdrages til borgeren selv og dennes netværk. Indsatsen er bygget op omkring en central støtteperson – CTI-medarbejderen – der koordinerer den samlede hjælp og yder social og praktisk støtte til borgeren.

CTI er en evidensbaseret metode, der tidligere er afprøvet i det sociale arbejde med bl.a. hjemløse, hvor der har været gode resultater. Metoden har ikke før været brugt i forbindelse med borgere med prostitutionserfaringer.

Kommuner, der er interesserede i at bruge CTI i det sociale arbejde med målgruppen, kan i en kommende implementeringsguide læse mere om, hvordan metoden og indsatsen kan implementeres lokalt. Guiden vil blive offentliggjort på Socialstyrelsen.dk i foråret 2017.

Evalueringen er gennemført af SFI for Socialstyrelsen.

Exit prostitution - evaluering af CTI-forløb for borgere med prostitutionserfaring 

Sidst opdateret 30/03 2017