Forside > Nyheder > 2017 > Ny behandlingsmodel gavner de mest udsatte borgere med stofmisbrug
30/06 2017

Ny behandlingsmodel gavner de mest udsatte borgere med stofmisbrug

De mest udsatte borgere med et stofmisbrug kan have gavn af en model, der kombinerer en udgående og rummelig indsats. Modellen skaber kontakt og ser ud til at bane vejen for recovery.

Socialstyrelsen har, i samarbejde med Aarhus og Odense kommuner, udviklet en model for udgående og rummelig stofmisbrugshandling.

Målgruppen er de allermest udsatte borgere, som udover stofmisbrug har komplekse problemer som fx hjemløshed og psykisk eller fysisk sygdom, og som ikke eller kun i begrænset omfang benytter sig af de eksisterende tilbud om stofmisbrugsbehandling. Formålet med modellen er, at flere af de mest udsatte borgere får den relevante hjælp og en mere stabil situation samlet set.

Nu forligger en evaluering, der tyder på positive resultater af indsatsen.

De mest udsatte borgere er motiverede for forandring

I alt er 164 borgere opsporede ved hjælp af modellen, hvoraf 91 har modtaget en behandling. 30 % af de opsporede er hidtil ukendte i stofmisbrugsbehandlingssystemet.

Evalueringen viser, at størstedelen af de borgere, der opspores, ønsker at få hjælp til at løse deres problematikker og få en mere stabil livssituation. De udsatte borgere vil gerne have kontakt med systemet, men har vanskeligt ved at opnå og opretholde kontakt indenfor rammerne af de eksisterende tilbud. Modellen kan hjælpe til at skabe kontakt og brobygge til eksisterende stofmisbrugsbehandlingstilbud.

Første spæde skridt mod recovery

Mange af de borgere, som har modtaget en udgående og rummelig stofmisbrugsbehandling oplever større håb for fremtiden. De har flere dage, hvor de ikke er besværet af deres stofmisbrug, og de oplever i højere grad, at de selv kan gøre noget for at reducere eller stoppe deres misbrug. Evalueringen vurderer på den baggrund, at indsatsen har bidraget til, at borgerne tager de første spæde skridt mod recovery. 

Bedringen i borgernes situation bekræftes af de udgående behandlere, der oplever, at flere af borgerne har opnået et forbedret fysisk helbred og en bedre egenomsorg. Samtidig oplever behandlerne, at borgerne har fået øget overskud, bedre sociale relationer og i højere grad formår at fastholde aftaler både i forhold til stofmisbrugsbehandling og andre sociale og sundhedsfaglige tilbud. 

Organisatorisk har projektet styrket samarbejdet mellem den kommunale stofmisbrugsbehandling og øvrige social- og sundhedsfaglige tilbud. Der er dermed også skabt en mere sammenhængende og helhedsorienteret indsats til borgerne. 

Modelbeskrivelse

Samtidig med evalueringen udgives en modelbeskrivelse, som rummer hhv. en introduktion til modellen, en behandlingsmanual og en implementeringsguide. Evalueringen og modelbeskrivelsen er lavet af Rambøll Management for Socialstyrelsen. 

Evaluering af model for udgående stofmisbrugsbehandling

Beskrivelse for model for udgående stofmisbrugsbehandling 

Sidst opdateret 30/06 2017