Lær at hjælpe unge med rusmiddelproblematikker

27-11-2017

To tilbud om kompetenceudvikling og implementeringsstøtte har vist, at der er stor interesse for at få viden om rådgivning og behandling til unge med rusmiddelproblematikker. Nu er der igen mulighed for at tilmelde sig til begge tilbud.

Når unge har et problematisk forbrug af rusmidler, er det ofte et symptom på mistrivsel, og det kræver et helhedsorienteret ungesyn at give en rådgivning og en behandling, der møder deres behov. Dette gælder alle unge – også unge, der er anbragt.

Socialstyrelsen har i samarbejde med hhv. Type2dialog og SPUK, PIHL & RY udviklet to forskellige tilbud om kompetenceudvikling og implementeringsstøtte, hvor der sættes fokus på unges rusmiddelforbrug. Den store interesse for deltagelse i de første runder af begge tilbud vidner om, at såvel kommuner som døgninstitutioner har behov for viden og redskaber til at kunne rådgive om og behandle unges forbrug af rusmidler.

To tilbud om kompetenceudvikling og implementeringsstøtte

Behandlingsmodellerne U-turn og U18 har inspireret til udviklingen af forløbet UNG Rusmidler. Forløbet er et tilbud til kommuner, der gerne vil opkvalificere deres rådgivnings- og behandlingstilbud til alle unge med rusmiddelproblematikker.  UNG Rusmidler gennemføres af SPUK, PIHL & RY.  

Prøv Andre Veje er et motivationsprogram, der har fokus på at opspore anbragte unge, der enten har eller er i risiko for at udvikle en rusmiddelproblematik, og styrke deres motivation for at stoppe, reducere eller evt. gå i behandling for deres forbrug. Prøv Andre Veje henvender sig til anbringelsessteder, der gerne vil have redskaber til at sætte rusmidler på dagsordenen. Programmet gennemføres af Type2dialog.

Både Prøv Andre Veje og UNG Rusmidler bygger på et ungesyn, hvor den unge er aktør i eget liv – og først og fremmest er ung. Begge har som mål, at flere unge kan få et målrettet, helhedsorienteret og effektivt tilbud, der styrker deres tilknytning til uddannelse og beskæftigelse, forbedrer deres relationer til familie og netværk og samtidig støtter dem i at reducere eller stoppe brugen af rusmidler.

UNG Rusmidler

Tilmeldingen til de to næste UNG Rusmidler-forløb sker via mailen UNG@pihl-inklusive.dk. Et forløb varer 1 år og består af fælles undervisningsdage samt lokal implementeringsstøtte i den enkelte kommune. Forløbene starter i hhv. april 2018 og november 2018.

Tilmeldingsfrist for begge forløb: 15. januar 2018.

Læs mere om indholdet i forløbene og kravene til deltagelse på SPUKs hjemmeside

Læs projektbeskrivelsen for UNG Rusmidler på Socialstyrelsen.dk

PAV – Prøv Andre Veje

Tilmeldingen til det næste PAV-forløb sker via mailadressen pav@type2dialog.dk. Kompetenceudviklingsdelen foregår januar-maj 2018, mens implementeringsstøtten fortsætter ind i 2019.

Tilmeldingsfrist til PAV: 10. januar 2018

Læs mere om indholdet i forløbene og kravene til deltagelse på Type2dialogs hjemmeside

Læs projektbeskrivelsen for Prøv Andre Veje på Socialstyrelsen.dk

Senest opdateret 27-11-2017

Kontakt

Julie Møller-Høy Worm

Nyhedsbrev

Vores nyhedsbreve holder dig opdateret med faglig viden, information om ansøgningspuljer, nye udgivelser, konferencer og temadage på socialområdet.

Tilmeld dig her