Forside > Nyheder > 2017 > Konference: Dagtilbud af høj kvalitet
19/09 2017

Konference: Dagtilbud af høj kvalitet

Dagtilbud af høj kvalitet har afgørende betydning for børns trivsel, udvikling og læring. Men hvordan skaber vi dagtilbud af høj kvalitet? Det diskuteres på Socialstyrelsens konference den 30. november. Tilmeldingen er netop åbnet.

Socialstyrelsen inviterer praktikere til den første af tre landsdækkende konferencer om høj kvalitet i dagtilbud torsdag den 30. november 2017 i Nyborg, og tilmeldingen er netop åbnet.

Konferencerne organiseres af Socialstyrelsens nye korps af praksiskonsulenter på dagtilbudsområdet. 

Betydning for trivsel, udvikling og læring

De danske dagtilbud er i stærk udvikling, og med den nye dagtilbudsaftale står vi med en markant opprioritering af området. Fra forskning ved vi, at dagtilbud af høj kvalitet har afgørende betydning for børns trivsel, udvikling og læring. Især børn i udsatte positioner klarer sig bedre, når de har gået i gode dagtilbud.

Men hvordan skaber vi dagtilbud af høj kvalitet? Det spørgsmål er omdrejningspunkt for konferencen, som særligt vil fokusere på temaerne læringsmiljø, forældresamarbejde, faglig ledelse og tværfagligt samarbejde.

Hvem kan du møde i år?

På dette års konference kan vi blandt andet præsentere Kasper Kjeldgaard Stoltz, cand.pæd. i didaktik og leder af Rummet Sprog, Bjørg Kjær, lektor ved DPU, Vicki Sieling, psykolog og indehaver af Psykologisk Praksis – Sieling og Co., og Margrethe Andersen, lektor og chefkonsulent ved Videreuddannelsen hos UCC.

Kasper Kjeldgaard Stoltz vil fortælle om rum og læring i daginstitutionen, og Bjørg Kjær vil dele sin viden om forældresamarbejde med fokus på børn i udsatte positioner. Vicki Sieling præsenterer det tværfaglige, samskabende samarbejde som metode, og Margrethe Andersen vil stille skarpt på det børnecentrerede perspektiv i dagtilbudsledelse.

Praktiske oplysninger

Konferencen henvender sig til praktikere – pædagoger og dagtilbudsledere – og andre interessenter på området.

Deltagelse er gratis, og der er tilmeldingsfrist senest den 1. november.

Tilføjelse pr. 21. september: Der har været en overvældende interesse for konferencen, og der er ikke flere ledige pladser. 

 

 

Sidst opdateret 16/10 2017