Forside > Nyheder > 2017 > Inspirationsdag: Forebyggelse og håndtering af overgreb mod børn og unge
24/02 2017

Inspirationsdag: Forebyggelse og håndtering af overgreb mod børn og unge

Kom og del jeres erfaringer og ideer om forebyggelse og håndtering af seksuelle og voldelige overgreb mod børn og unge – og styrk jeres egen indsats. Socialstyrelsen inviterer kommunerne til inspirationsdag 4. april.

Sager om seksuelle og voldelige overgreb mod børn og unge kan rumme særlige udfordringer. Socialstyrelsen inviterer til en inspirationsdag, hvor kommunerne i fællesskab kan udveksle ideer og erfaringer om forebyggelse og håndtering af overgreb. Dagen holdes den 4. april i Middelfart.

Målet med inspirationsdagen er at understøtte kommunernes gode arbejde med at forebygge overgreb mod børn og unge og bidrage til, at kommunerne også fremadrettet er rustet til at håndtere overgrebssager.

Inspirationsdagen indeholder et overblik over Overgrebspakkens initiativer og resultater samt Socialstyrelsens bud på, hvordan vi fremadrettet kan understøtte kommunernes arbejde med overgrebsområdet. Socialstyrelsen faciliterer kommunernes erfaringsudveksling og ideudvikling, herunder input til Socialstyrelsens fremadrettede arbejde:

  • Hvad er kommunernes oplevelse af opgaverne i forbindelse med overgreb mod børn og unge?
  • Hvordan er det gået med at udarbejde de lovpligtige kommunale redskaber?
  • Oplever kommunerne, at de er rustet til at arbejde med forebyggelse og tidlig opsporing af overgreb mod børn og unge?
  • Er der fortsat udfordringer på overgrebsområdet? Hvilke?
  • Hvad skal der til for at reducere udfordringerne?
  • Hvordan kan Socialstyrelsen understøtte kommunernes arbejde med overgrebsområdet og bidrage til at reducere eventuelle udfordringer?

Praktiske informationer

Det er gratis for kommunerne at deltage i inspirationsdagen.
Inspirationsdagen afholdes tirsdag 4. april kl. 10.00 – 15.00 på Hotel Park, Viaduktvej 28, 5500 Middelfart.

Målgruppen for arrangementet er ansatte i den kommunale forvaltning, som har erfaring med håndtering af sager om overgreb og/eller erfaring med at bruge et kommunalt beredskab og med at udarbejde og implementere et beredskab. Det kan både være myndighedsrådgivere, faglige ledere og familiechefer fra myndighedsområdet samt konsulenter og chefer fra det øvrige børne- og ungeområde.

Tilmeldingsfrist tirsdag 13. marts 2017.

Tilmelding og program til inspirationsdag om forebyggelse af overgreb

Sidst opdateret 24/02 2017