Handicappuljen

11-05-2017

Der er genudmeldt en ansøgningspulje til støtte til koloniophold, familieferier i ind- og udland samt kursusvirksomhed for handicappede børn og unge og deres forældre (Handicappuljen). Ansøgningsfrist: 26. maj 2017.

Der er tilført 4,3 mio. kr. i 2017 til bevillingen til Handicappuljen, som skal udmøntes i 2017. Der er tale om en yderligere bevilling ud over de 8 mio. kr., som var udmeldt i en ansøgningspulje med frist den 4. april 2017.

Socialstyrelsen har derfor besluttet at annullere den igangværende ansøgningspulje og genudmelde ansøgningspuljen med i alt 12,3 mio. kr. Både ansøgere af den eksisterende ansøgningspulje og nye ansøgere kan søge den nye handicappulje.

Hvordan søges der?

Ansøgere, som ønsker at genanvende deres tidligere indsendte ansøgning, og som ikke har ændringer til denne, skal sende en bekræftelse til Socialstyrelsen. Der skal bruges en særlig skabelon, som findes på ansøgningspuljens side på Tilskudsportalen.

Ansøgere, som ønsker at ændre eller tilføje aktiviteter til deres tidligere indsendte ansøgning, skal sende et nyt aktivitets- og budgetskema. Skabelonen til dette ligger også på ansøgningspuljens side på Tilskudsportalen.

Nye ansøgere har også mulighed for at søge puljen. Her skal bruges det almindelige ansøgningsmateriale på ansøgningspuljens side på Tilskudsportalen.

Målgruppe

Ansøgningspuljens målgruppe er handicappede børn og unge (under 25 år) og deres forældre.

Ansøgningsfrist

Ansøgningsfristen er den 26. maj 2017 kl. 12.

Hvem kan søge?

Ansøgningspuljen kan søges af landsdækkende handicaporganisationer og -foreninger.

Ansøgere skal være opmærksomme på, at der skal anvendes en NemID-medarbejdersignatur ved oprettelse og indsendelse af ansøgninger.

Yderligere oplysninger og adgang til at søge via Tilskudsportalen

Senest opdateret 11-05-2017

Kontakt

Center for Økonomi og Tilskudsadministration

Nyhedsbrev

Vores nyhedsbreve holder dig opdateret med faglig viden, information om ansøgningspuljer, nye udgivelser, konferencer og temadage på socialområdet.

Tilmeld dig her