16/03 2017

FIT – en metode i vækst

FIT - Feedback Informed Treatment - er et dialog- og evalueringsredskab, der kan anvendes til alle typer behandlingsforløb og bruges til både børn og voksne. Metoden bruges i stigende grad rundt om i landet. Det viser data fra Tilbudsportalen.

Feedback Informed Treatment (FIT) er et evidensbaseret dialog- og evalueringsredskab.

Redskabet hjælper den fagprofessionelle med systematisk at inddrage borgerens oplevelse af indsatsen og samarbejdet med den fagprofessionelle. Det gør det muligt for den professionelle at udvikle sin praksis og i højere grad tilpasse indsatsen til den enkelte borger.

FIT kan anvendes uafhængigt af den specifikke problemstilling og indsats og bruges til både børn og voksne.

FIT vinder større udbredelse

Fra 2014 til udgangen af 2016 kan man se, at metoden vinder større udbredelse. FIT er både taget i brug af flere kommuner og på et stigende antal tilbud. Det fremgår af en analyse, som Socialstyrelsen har gennemført på baggrund af data fra Tilbudsportalen.

I 2014 var der registreret 13 tilbud på tværs af 12 kommuner, hvor FIT blev brugt. I 2016 var dette tal steget til 58 tilbud på tværs af 29 kommuner. Det er især inden for voksenområdet, at metoden anvendes.

Tilbudsportalen viser udbredelsen af metoder

Feedback Informed Treatment er én af en række dokumenterede metoder, som tilbud, der arbejder efter metoderne, kan indberette til Tilbudsportalen.

Sagsbehandlere kan på den måde finde frem til de tilbud, der arbejder efter en bestemt metode. På et mere overordnet niveau giver Tilbudsportalen også et billede af, hvordan der på landsplan arbejdes med forskellige metoder i den sociale indsats. 

Flere analyser på vej

Analysen om udbredelsen af FIT i Danmark er den tredje i Socialstyrelsens nye udgivelsesserie, SocialAnalyse. Socialstyrelsen vil i nogle af sine kommende SocialAnalyser se på udbredelsen af andre metoder. 

SocialAnalyse: Feedback Informed Treatment – Udbredelsen i Danmark 

Få mere at vide om FIT - Feedback Informed Treatment

Se de tidligere udgivne SocialAnalyser

Sidst opdateret 16/03 2017