Anbefalinger - ADHD

Socialstyrelsens anbefalinger på ADHD-området er tænkt som inspiration til, hvordan kommuner kan tilrettelægge den sociale indsats, som er målrettet børn, unge og voksne med ADHD.

Anbefalingerne på ADHD-området bygger på den indsamlede viden og forskning på området. 

 

Fold alle teksterne ud eller ind

Anbefalinger – børn og unge med ADHD

Anbefalinger i forhold til familien og barnet/den unge

  • Vær opmærksom på familier, hvor der er ét eller flere medlemmer med ADHD, og betragt dem som en særlig risikogruppe i de åbne alment forebyggende tilbud, målrettet familier og unge.
  • Foregrib udviklingen af alvorlige problemer i familierne ved at sikre, at forældre og eventuelt søskende får viden og kompetencer til at acceptere og håndtere vanskeligheder i hverdagen.
  • Vær opmærksom på, at de anvendte indsatser og/eller programmer bygger på så solidt et vidensgrundlag som muligt.

Anbefalinger i forhold til dagtilbud

  • Understøt kommunens fagpersoner i at bruge en systematisk model for opsporing af børn med tidlige tegn på mistrivsel eller udviklingsvanskeligheder, og sæt fokus på, hvordan børn med særlige, udviklingsbetingede, vanskeligheder kan understøttes i deres udvikling.
  • Inddrag barnets forældre i det fælles arbejde med at give barnet passende udfordringer og muligheder for mestring med henblik på at øge barnets muligheder for at deltage i børnefællesskabet. 
  • Tilbyd det pædagogiske personale vejledning/supervision ved kommunens øvrige relevante og specialiserede fagpersoner, og giv dem mulighed for at opbygge eller opdatere deres faglige viden om børn med ADHD.

Anbefalinger i forhold til skole og ungdomsuddannelse

  • Sæt fokus på tidlig og opsporende indsats og tag højde for de vanskeligheder, der opstår for elever med ADHD i både skole og ungdomsuddannelse 
  • Sæt fokus på at sikre elevernes interesse for læring og mulighed for at kunne indgå i undervisningen bedst muligt.
  • Sæt fokus på fastholdelse af unge med ADHD i forbindelse med uddannelse og på en god overgang mellem grundskole og ungdomsuddannelse.

Anbefalinger i forhold til unge og risikoadfærd

  • Sæt fokus på tidlig og opsporende indsats i forhold til unges risikoadfærd.
  • Sæt fokus på, at de unge får redskaber til at ændre deres adfærd og udvikle deres sociale kompetencer, fx ved at der arbejdes bevidst med relationer og rollemodeller. 
  • Vær orienteret mod at anvende indsatser med dokumenteret effekt.

Anbefalinger i forhold til fritidsområdet

  • Tag afsæt i komponenter fra de evidensbaserede programmer på dagtilbuds- og skoleområdet, som har vist sig virkningsfulde i forhold at styrke de sociale relationer, når der tilrettelægges en indsats. 
  • Involver og samarbejd med foreninger og det civile samfund i den sociale indsats, målrettet børn og unge med ADHD, og giv frivillige mulighed for at deltage i videns- og praksiskurser som grundlag for at skabe inkluderende fællesskaber i fritids- og foreningslivet. 
  • Gør eksisterende fritidsaktiviteter mere synlige og tilgængelige for børn og unge med ADHD, fx ved at lave skole-foreningssamarbejde om etablering af aktiviteter.



Anbefalinger - voksne med ADHD

Anbefalinger i forhold til mestring af hverdagen

  • Sæt fokus på indsatser, der styrker kompetencerne i forhold til struktur, overblik og organisering af dagligdagen.
  • Anlæg et helhedsorienteret perspektiv på indsatsen til voksne med ADHD, og inddrag nærmeste familie i indsatserne, hvor det er relevant. 
  • Vær opmærksom på variationen i behovet for støtte, hav flere mulige tilbud til målgruppen, og koordiner indsatsen med relevant støtte fra andre områder.

Anbefalinger i forhold til uddannelse og beskæftigelse

  • Tilknyt en koordinator/tovholder til den enkelte borgers sag, og samarbejd på tværs af forvaltningerne med henblik på at skabe sammenhæng mellem de forskellige indsatser.
  • Tilbyd støtte til at mestre de udfordringer, arbejdslivet kan byde på, når man har vanskeligheder med struktur, koncentration, tidsestimering, kompleksitet m.v.
  • Oparbejd et fælles vidensfundament på jobcentrene i forhold til variationen i de funktionelle vanskeligheder, der kan relatere sig til ADHD, og egnede tilbud til målgruppen.

Anbefalinger i forhold til sociale problemer

  • Vær opmærksom på, at voksne med ADHD samtidigt kan indgå i målgruppen for andre sociale indsatser. 
  • Lad indsatsen tage udgangspunkt i fx vanskeligheder i forhold til hjemløshed, misbrug eller andre psykiske vanskeligheder, men anerkend samtidig de vanskeligheder, der kan have tilknytning til ADHD. 
  • Indgå i et tæt samarbejde med regionen i de tilfælde, hvor en sundhedsfaglig udredning vil være relevant. 
Sidst opdateret 08/01 2018