Gå til indhold

Webinarrække: Fra forskning til praksis

Videnscenter om børneinddragelse og udsatte børns liv tilbyder gratis webinarer om udsatte børn og familier. Alle kan deltage.

Er du interesseret i at få overblik over eksisterende viden og forskning om udsatte børns og familiers liv, kan du gratis tilmelde dig et eller flere af videnscenterets kommende webinarer. Webinarrækken ”Fra forskning til praksis” afholdes af VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Webinarerne vil være af 1-1½ times varighed. De afholdes i perioden september-december 2021, og det er gratis at deltage. De konkrete tidspunkter annonceres løbende.

På webinarerne vil fremtrædende forskere formidle viden baseret på resultater fra nyere undersøgelser. Der udbydes webinarer inden for følgende fem temaer:

Fold alle teksterne ud eller ind

Tidlige og forebyggende indsatser

Kommunernes arbejde med tidlige forebyggende indsatser for udsatte børn og unge er komplekst, viser evalueringer. Kommunerne kan omstille til en forebyggende praksis ved blandt andet at sætte ind tidligt i problemudviklingen og ved at tænke forebyggelse ind i alle led af sagsbehandlingen.

Det kan omfatte mange aktører på tværs af myndigheds-, udfører- og almenområdet. Vi ved, at det tværfaglige samarbejde er vigtigt i forhold til en helhedsorienteret vurdering af barnets og familiens behov.

Vi ved også, at en systematisk, tværfaglig udredning, der inddrager alle relevante faggrupper, er vigtig. Både når man iværksætter tidlige indsatser og børnefaglige undersøgelser og kontinuerligt gennem sagsforløbet.

Effekter af indsatser på anbringelsesområdet

Hvorfor er det så svært at måle effekter på anbringelsesområdet? Det er udgangspunktet for en diskussion i dette webinar, som præsenterer resultater fra to analyser, der alligevel gør et forsøg.

Den ene ser på foranstaltninger til børn i familiepleje. Det kan være støtte direkte til barnet eller til plejeforældrene. Hvilken betydning har denne støtte for børnenes trivsel? Forskningen finder blandt andet positive effekter på børnenes trivsel, når plejeforældrene modtager psykologbaseret supervision, samt et fald i hyperaktive problematikker, når børnene får specialundervisning i skolen.

Den anden analyse måler, hvad det betyder for anbragte børns skoleresultater, om de er i familiepleje eller på institution. Analysen viser blandt andet, at børn i familiepleje i højere grad fortsætter på ungdomsuddannelse, alene fordi de er i familiepleje frem for på institution.

Kvalitet i sagsbehandlingen på børne- og ungeområdet

Hvad ved vi om kvalitet i sagsbehandlingen på børne- og ungeområdet i Danmark? Fokus er på, hvilke faktorer der skaber kvalitet i sagsbehandlingens forskellige processer, og hvilke forhold der er af betydning, når sagsbehandlingen skal styrkes.

Overordnet handler kvalitet om bedst muligt at sikre børn og unges trivsel og udvikling via den socialfaglige praksis i sagsbehandlingen.

Oplægget kommer rundt om kvalitet i den faglige udredning, valg af indsats og opfølgning, og belyser blandt andet også betydningen af ledelse og organisering i det tværfaglige samarbejde i sagsbehandlingen.

Inddragelse af udsatte børn og unge i kommunernes sagsbehandling

I dette webinar er fokus inddragelse af udsatte børn og unge i kommunernes sagsbehandling. Baggrunden er resultater fra en stor undersøgelse, som kortlægger forskelle i udsatte unges inddragelse i egen sag.

Derudover ser vi på, hvad der karakteriserer de unge, som føler sig godt eller dårligt inddraget. Endelig deler vi nogle af erfaringerne fra projekt Bedre Børneinddragelse, hvor Børns Vilkår i samarbejde med en række kommuner har arbejdet målrettet på at styrke inddragelsen af udsatte børn og unge.

Dette webinar har deltagelse af både VIVE og Børns Vilkår.

Børnefrikommuneforsøget – forandringsprocesser og virkninger

Målet med Børnefrikommuneforsøget har været at omlægge det børnesociale arbejde, så der bruges færre ressourcer på dokumentation og anden administration.

I stedet skal den nære relation til og inddragelse af familien opprioriteres sammen med hurtig og fleksibel sagsbehandling.

Evalueringen viser, at kommunerne faktisk er kommet langt. Sagsbehandlerne har meget mere tid med familierne end før. De kommer tidligere ind i sagen, de får hurtigere taget beslutning om indsats, og måden at arbejde på giver større gennemsigtighed i sagen for forældre og barn. Vi fortæller også om forudsætningerne herfor.

Sidst opdateret 26/05 2021