Familiehuse skal give kommende forældre og småbørnsfamilier bedre og tidligere støtte
Som kommune har I mulighed for at søge støtte til jeres arbejde med tidlig forebyggelse på småbørnsområdet. I denne film, kan du høre Socialstyrelsens direktør, Ellen Klarskov Lauritzen fortælle om mulighederne for at søge puljemidler og rådgivning til etablering eller videreudvikling af et familiehus.
Se filmen i stor version på YouTube
Mens nogle familier kan klare sig med universelle tilbud, kan andre få brug for en mere håndholdt og individuelt tilrettelagt indsats. Fælles er dog, at man som ny familie kan have mange kontaktflader i det offentlige, hvor det er vigtigt at sikre sammenhæng og god koordinering mellem fagområder – særligt for familier i en sårbar eller udsat position med flere sammenhængende problemstillinger.
Et familiehus kan både være en fysisk indgang til tilbud på småbørnsområdet, men kan også etableres som en samlet organisering af tilbud fra kommunen, regionen og civilsamfundet. Uanset om der er tale om fysisk eller organisatorisk indgang, er hensigten, at et familiehus skal gøre indsatserne fra forskellige faggrupper og sektorer lettere tilgængelige og sammenhængende for småbørnsfamilierne.
Mulighed for at søge puljemidler
Kommuner kan søge puljemidler til etablering eller udvidelse af familiehuse eller lignende organiseringer. Ligeledes er det muligt at søge midler til at etablere eller udbygge en social døgnvagt i tilknytning til familiehusene og målgruppen. Der kan også søges midler til at lave børnebaser for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet.
Midlerne udmøntes i fire ansøgningspuljer med en samlet bevilling på 281,9 mio. kr. Der etableres ansøgningspuljer i 2022 (127,7 mio. kr.), 2024 (83,5 mio. kr.), 2026 (37,5 mio. kr.) og 2028 (28,5 mio. kr.)
Find mere info om ansøgningspuljen herunder ansøgningsfrister, kriterier mv.
Søg rådgivning til arbejdet
Socialstyrelsen tilbyder rådgivning til kommuner, der ønsker at arbejde med familiehuse og udvikling af deres småbørnsområde i retning mod en tidligere forebyggende og helhedsorienteret indsats. Rådgivningen kan bestå af individuelle forløb tilpasset lokale forhold og/eller deltagelse i regionale netværk med henblik på udveksling af erfaring med andre kommuner.
Læs mere om rådgivningen, og hvordan du kan få del i den
Samarbejdsparter
Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for Undervisning og Kvalitet indgår sammen med Socialstyrelsen i en koordinationsgruppe, som skal understøtte udviklingsarbejdet med tidlig indsats i familiehuse og lignende organiseringer.
Fold alle teksterne ud eller ind
Få inspiration fra praksis
I kan finde inspiration til arbejdet i en landsdækkende praksisafdækning på området og i en podcast med en praksisnær fortælling.
Praksisafdækning af familiehuse og lignende organiseringer
I en praksisafdækning kan I læse om kommunernes nuværende tilbud for kommende forældre og småbørnsfamilier i familiehuse eller lignende organiseringer. Praksisafdækningen indeholder desuden syv kommunale cases til inspiration samt erfaringer fra praksis på området i Sverige og Norge, hvor man i mange år har arbejdet med familiehuse.
Find og læs praksisafdækningen
Podcast om tværfagligt samarbejde i den tidlige indsats
Gennem en podcast bliver der formidlet et praksisnært eksempel på et samarbejde mellem Odense Kommune og Odense Universitetshospital om tilbud til kommende forældre og småbørnsfamilier, der er sårbare. Indholdet i podcasten tager udgangspunkt i projektet FAMKO, som et praksiseksempel på tværfagligt og -sektorielt samarbejde om den tidlige forebyggende indsats på småbørnsområdet.
Baggrund for initiativet
Familier med små børn eller kommende forældre kan have brug for støtte og vejledning om flere forskellige relaterede emner og problematikker. Som en del af reformen Børnene Først er der afsat midler til etablering eller udvidelse af familiehuse eller lignende organiseringer for at styrke den tidlige forebyggende indsats målrettet kommende forældre og småbørnsfamilier.
Formålet med initiativet er ydermere at styrke muligheden for at opnå et tættere samarbejde med den kommunale sociale døgnvagt via en tilknytning til familiehuse og lignende organiseringer. Ligeledes er det et formål, at kunne etablere børnebaser, som et fysisk værested for anbragte børn og unge i tilknytning til familiehuse, hvor det er muligt at danne netværk med ligesindede og etablere faste relationer til voksne.
Læs mere om den politiske intention i aftaleteksten Børnene Først