Gå til indhold

Målgrupper

Målgruppen for forebyggelse og tidlig indsats er bred. Den dækker både børn, unge og familier i risiko for at udvikle behov for særlig støtte samt dem, der har et kendt behov for støtte. På siderne her kan du få viden om udvalgte målgrupper inden for arbejdet med en tidlig forebyggende indsats.

Under temaet ’Målgrupper’ kan du læse om forskellige målgrupper inden for arbejdet med forebyggelse og tidlig indsats. Temaet dækker ikke over en udtømmende liste af målgrupper, men indeholder viden om udvalgte målgrupper.

Målgruppen for forebyggelse og tidlig indsats

Målgruppen for forebyggelse og tidlig indsats er som udgangspunkt alle børn og unge samt deres familier og netværk. Der er et særligt fokus på børn og unge i udsatte positioner eller i risiko for at komme det. Det gælder også børn og unge med funktionsnedsættelse eller ufødte børn.

Forebyggende indsatser kan derfor både være rettet mod børn og unge, der er i risiko for at udvikle behov for særlig støtte samt børn og unge, der allerede har behov for særlig støtte.

Der er dermed tale om en bred målgruppe, og indsatsernes omfang og karakter er afhængige af formålet og bekymringsgraden.

Beskyttelses- og risikofaktorers betydning

Beskyttelses- og risikofaktorer er en betegnelse for de forhold, som kan have en henholdsvis beskyttende eller skadelig indvirkning i relation til forskellige målgrupper. Faktorerne kan både knytte sig til forhold i omgivelserne og hos barnet, den unge eller familien.  

Viden om beskyttelses- og risikofaktorer er et effektivt led i opsporingen af børn og unge i mistrivsel eller i risiko for at komme det. Samtidig kan viden om beskyttelses- og risikofaktorer være med til at kvalificere match af indsats til barnet/den unge eller familien eller anvendes på et strukturelt plan med blik for rammebetingelser for børn og unges opvækst og hverdagsliv.

Sidst opdateret 08/02 2022