Gå til indhold

Fritidspas

Fritidspas kan give udsatte børn og unge mulighed for at få et aktivt og meningsfyldt fritidsliv. Her på siden kan du finde links til evalueringer, erfaringsopsamlinger og gode råd.

Deltagelse i fritidsaktiviteter sammen med andre børn og unge kan medvirke til at skabe nye sociale relationer og nedbryde den negative sociale arv for udsatte børn og unge.

Derfor kan børn og unge i en udsat position med fordel få støtte, så de har mulighed for at deltage i fritidsaktiviteter på lige vilkår med deres jævnaldrende.

Hvad er fritidspas?

Fritidspas er et tilbud til børn og unge under 18 år, der lever under sociale, økonomiske og/eller kulturelle forhold, som bevirker, at de ikke deltager i et fritidstilbud i det organiserede fritidsliv.

Fritidspas kan organiseres og sammensættes på mange forskellige måder, men defineres overordnet som en ordning med kommunal forankring, der består af en kombination af fritidsvejledning og økonomisk støtte til kontingent og udstyr for udsatte børn og unge.

De konkrete mål for fritidspas er:

  • at øge andelen af målgruppens deltagelse i fritidstilbud,
  • at styrke målgruppens netværksdannelse,
  • at øge målgruppens livskvalitet gennem fysisk og social aktivitet,
  • at sikre en øget forældreopbakning til børnenes/de unges fritidsliv,
  • at udarbejde metoder til inkludering af målgruppen i foreningslivet.

Søg om støtte til etablering af en fritidspasordning

- Ansøgningsfrist den 28. oktober 2021 kl. 12.00.

Som led i reserveaftalen for 2021 blev der afsat i alt 20,9 mio. kr. til ansøgningspuljen til fritidspas til socialt udsatte børn og unge. Midlerne er afsat i finansloven for 2021 på § 15.26.25.10 og kan søges her:

Ansøgningspuljen til fritidspas

Ansøgningspuljens ansøgerkreds er kommuner, der ikke har en fritidspasordning.

Ansøgningspuljens formål er at yde støtte til at styrke udsatte børn og unges sociale kompetencer og muligheder for at deltage i foreningslivet gennem udbredelsen af fritidspas. Fritidspas defineres som en kombination af fritidsvejledning og økonomisk støtte til børn og unge til kontingent og udstyr.

Vidensopsamling om fritidspas

Socialstyrelsen har i efteråret 2021 udgivet en vidensopsamling om fritidspas til inspiration for kommuner, som enten i forvejen driver en fritidspasordning eller ønsker at etablere en sådan.

Vidensopsamlingen redegør for eksisterende erfaring på området med henblik på at skitsere anbefalinger, opmærksomhedspunkter og væsentlige spørgsmål, som knytter sig til at etablere og drive en fritidspasordning i praksis.

Vidensopsamling om fritidspas

Omkostningsvurdering og økonomi

Socialstyrelsen har som led i en opdateret vidensopsamling i 2021 foretaget en omkostningsvurdering af etablering og drift af en fritidspasordning med udgangspunkt i to konkrete kommunale eksempler på to forskellige udgaver af en fritidspasordning.

Omkostningsvurdering af fritidspas

Inspiration til implementering af en fritidspasordning

Kataloget indeholder anbefalinger til, hvordan kommuner kan understøtte en vellykket implementering af en fritidspasordning. Det bygger på otte kommuners erfaringer med at udvikle og implementere fritidspasordninger i 2015 – 2016. De otte kommuner var en del af Socialstyrelsens projekt ”Implementeringsstøtte til opstart af fritidspasordninger” under forebyggelsespakken "Tidlig Indsats – Livslang Effekt”.

Kom godt i gang med en fritidspasordning - inspiration til implementering

Fold alle teksterne ud eller ind

Sidst opdateret 02/09 2021