Forside > Børn > Familier med stof- eller alkoholmisbrug > Viden om følgevirkninger

Viden om følgevirkninger

Det kan have følgevirkninger for børn og unge, når en eller begge forældre har et misbrug af alkohol eller stoffer.

Børn og unge, der vokser op i en familie med misbrug, kan selv få alvorlige udfordringer. Det kan fx dreje sig trivselsproblemer eller adfærdsvanskeligheder

Her på siden kan du læse mere om resultaterne af forskellige studier af følgevirkninger for børn og unge med forældre, der har et misbrug af alkohol eller stoffer.

Fold alle teksterne ud eller ind

Generelt om følgevirkninger for børn og unge i misbrugsfamilier

Mange børn og unge fra familier med stof- eller alkoholmisbrug oplever vanskeligheder i forhold til deres daglige trivsel og udvikling på grund af deres opvækstbetingelser.

Der kan både være tale om problemer her og nu og på den længere bane.

Følgevirkningerne kan være mangefacetterede, omfattende og komme til udtryk som både fysiske, psykiske, sociale og kognitive problemer.

Litteraturen nævner bl.a.:

  • Psykosociale problemer
  • ensomhedsfølelse
  • depression
  • adfærdsproblemer
  • øget udsathed for overgreb og vold
  • udvikling af eget misbrug
  • ustabil skolegang og/eller manglende udbytte af skolegang
  • posttraumatisk stress
  • manglende uddannelse 
  • arbejdsløshed.

Kilder: M. Christoffersen, Danmark i 1966. Ugeskrift for Læger 166/41, 4. oktober 2004, m.fl. og Rambøll, 2016

Psykiske problemer: Depression, lavt selvværd m.m.

Et studie fra Statens Institut for Folkesundhed, SDU, viser, at unge, der har forældre med alkoholproblemer, har flere psykiske problemer som fx ensomhed, lavt selvværd, nervøsitet og depression end unge, hvis forældre ikke har alkoholproblemer.

Det ses eksempelvis, at piger i målgruppen dobbelt så ofte har en depression, mens lavt selvværd forekommer 67 procent oftere blandt drenge, sammenlignet med henholdsvis drenge og piger med forældre uden alkoholproblemer.

Kilde: Pisinger, V.S.C., K.  Bloomfield, and J.S. Tolstrup. Percived parental alcohol problems, internalizing problems and impaired parent-child relationship among 71.988 young people i Denmark. Addivtion, 2016

Selvskade, selvmordstanker og selvmordsforsøg

Et studie fra Statens Institut for Folkesundhed, SDU, viser, at unge der har forældre med alkoholproblemer, i højere grad brænder eller skærer i sig selv med vilje, ligesom de i langt højere grad end andre unge har forsøgt selvmord eller haft selvmordstanker.

Henholdsvis 23 procent (drenge) og 42 procent (piger) havde snittet i sig selv, brændt eller på anden vis gjort skade på sig selv. Det er næsten dobbelt så mange i forhold til unge, hvis forældre ikke har alkoholproblemer.

Kilde: Pisinger, V.S.C. and J.S. Tolstrup. Self-injury and suicide behavior among young people with perceived parental alcohol problems I Denmark: a school-based survey

Risiko- og beskyttelsesfaktorer

Forskellige forhold kan øge sandsynligheden for negative følgevirkninger for børn og unge, der vokser op i familier med misbrugsproblemer. Der kan være tale om:

  • Individuelle risikofaktorer
  • Familiære risikofaktorer
  • Risikofaktorer i barnets omgivelser.

Modstandskraft

Forskellige omstændigheder kan også virke beskyttende. En væsentlig beskyttelsesfaktor er barnets eller den unges modstandskraft. Modstandskraft kan bl.a. komme til udtryk ved barnets eller den unges:

  • Indsigt i misbrugsproblemet
  • Mestringsevne
  • Følelsesmæssige og adfærdsmæssige coping-strategier
  • Autonomi
  • Robuste relationer
  • Initiativ
  • Kreativitet, humor og moral.

Kilde: Rambøll, 2016

Begrebet resiliens

Modstandskraft betyder imidlertid ikke, at børn og unge, der besidder disse egenskaber, kan klare belastninger af en hver art.

Den norske psykolog og forsker Øyvind Kvello anvender af denne grund begrebet resiliens, der omhandler individets reaktion på eller mentale og praktiske håndtering af stress eller vanskelige forhold i livet.

Faktorer, der bidrager til resiliens, kan være både genetisk betingede forhold, som fx medfødt robusthed og miljøbetingede forhold, som bidrager til, at barnet eller den unge opbygger modstandskraft.

Blandt de vigtigste miljøbetingede forhold regnes forældrenes sensitivitet, varme og stimulerende omsorg for barnet og støtte fra det sociale netværk.

Kilde: Kvello, 2016

Du kan læse mere om følgevirkninger og risiko- og beskyttelsesfaktorer på Socialstyrelsens vidensportal:

Artikel om risiko- og beskyttelsesfaktorer

Sidst opdateret 10/04 2018