Forside > Børn > Anbringelse > Om anbringelse > Anbringelsesformer > Forstærket familiepleje

Forstærket familiepleje

Børn og unge med moderate til svære belastningsgrader kan ikke rummes i almene plejefamilier, men vil skulle anbringes i en forstærket plejefamilie.

Forstærkede plejefamilier er godkendt til at varetage omsorgen og sikre udvikling og trivsel for børn og unge med moderate til svære belastningsgrader. Det kan fx være et barn eller en ung med angstproblematikker, selvskadende adfærd eller selvmordstanker. Børn og unge, som anbringes i en forstærket plejefamilie, kan ligesom andre plejebørn have brug for yderligere indsats end den, plejefamilien kan levere. Der kan fx være tale om, at plejebarnet har behov for egentlig behandling, som varetages af eksterne professionelle. En forstærket plejefamilie kan samarbejde med eksterne fagpersoner om en sådan yderligere støtte til plejebarnet, mens barnet bor hos plejefamilien. Plejefamilien kan støtte op om den supplerende indsats, men kan ikke selv indgå aktivt i den. En forstærket plejefamilie kan derudover håndtere et kompliceret forældresamarbejde.

Den forstærkede plejefamilie godkendes af Socialtilsynet og skal som en integreret del af godkendelsen gennemføre et grundkursus for at blive plejefamilie. Hver gang en plejefamilie modtager et nyt plejebarn, modtager den en intensiv støtte i starten af plejeforløbet, dvs. inden for det første år. Derefter får plejefamilien hvert år mindst to dages efteruddannelse samt den nødvendige supervision, rådgivning og vejledning svarende til behovet ift. det konkrete plejebarn.

Den forstærkede plejefamilie er en plejefamilietype, som blev indført i forbindelse med lovændringerne i serviceloven pr. 1. juli 2019.

Rammerne for plejefamilier findes i serviceloven samt bekendtgørelsen om plejefamilier.

Lov om social service, LBK nr. 798 af 07/08/2019

Bekendtgørelse om plejefamilier, BEK nr. 522 af 30/04/2019

Socialstyrelsens håndbog for det gode anbringelsesforløb i plejefamilie

Guide for god praksis for vederlag til plejefamilier

Socialtilsyn

Socialstyrelsens håndbog om Barnets Reform

Sidst opdateret 03/02 2020