Forside > Aktiviteter > Tværgående > FIT konference i Danmark 2019

FIT konference i Danmark 2019

Vi gentager succesen - Socialstyrelsen og COK afholder igen i år konference om FIT (Feedback Informed Treatment) Kom og vær med 19. november, når vi mødes i Odense. Med implementering og omsætning af FIT i praksis i dansk kontekst sætter vi denne gang fokus på overgangen fra opstart til forankring af FIT.
Målgruppen er bred, og et af formålene er netop at FIT-fagpersoner kan samtale om erfaringer og praksis. Derfor er dagen både for udviklingsmedarbejdere, ledere og fagprofessionelle, der arbejder med eller gerne vil arbejde med FIT.
19 nov
Tid
09:30 - 16:00
Sted
Odeon, Odeons Kvarter 1, 5000 Odense
Kontaktperson
Maria Aksglæde Dellgren

Formålet med konferencen er at dele viden og erfaringer fra forskellige dele af FIT-landskabet i Danmark, primært med fokus på det sociale og psykosociale område, hvor FIT-aktører og fagpersoner samles til videndeling, inspiration, nysgerrighed, nuanceringer og engagement.

Blandt dagens keynotes speakers er ph.d. i klinisk medicin Heidi Brattland fra Norge, der fortæller om sin forskning i implementering af FIT. Derudover giver psykolog Susanne Bargmann et tværgående blik på FIT og FIT-implementering i Danmark lige nu, ligesom vi skal høre kommunale ledere fortælle om konkrete strategiske overvejelser om FIT og FIT i myndighedsarbejde.

På konferencen vil der både være oplæg i plenum og flere sessioner, man kan vælge imellem. Sessionerne vil give rig mulighed for dialog og involvering, da de vil bestå af et kort oplæg med efterfølgende tid til dialog og spørgsmål. Der vil være to sessionsrunder, så man kan være med på to temaer. Temaerne omfatter bl.a. at lede med FIT, om bevægelsen fra terapi til socialt arbejde, om FIT på botilbud og om at benytte video i feedback-arbejde.

Fuldt program vil foreligge medio september, men det er allerede nu muligt at forhåndstilmelde sig og dermed sikre sig en plads. Så vil man få besked senere, når man skal vælge sessioner. Konferencen i 2018 var fuldtegnet.

Prisen for konferencen er 1.900 kr. ekskl. moms.

Tilmeldingsfristen er d. 4. oktober 2019.

Læs mere og tilmeld dig konferencen her

Sidst opdateret 14/08 2019