Æresrelateret vold

I nogle etniske minoritetsfamilier kan der opstå former for vold, hvor familiens ære er omdrejningspunktet.

Æresrelateret vold og konflikter adskiller sig blandt andet fra andre typer af vold ved at være:

  • Planlagt
  • Kollektivt organiseret
  • Til dels accepteret af familien

Der er ofte tale om en bred vifte af konflikter og problemstillinger knyttet til familiens ære. Denne type overgreb kan også involvere for eksempel en bror, far, svigermor og familiemedlemmer og bekendte fra oprindelseslandet.

Eksempler på æresrelateret vold og konflikter:

  • Tvangsægteskab og lignende undertrykkelse
  • Social kontrol
  • Genopdragelsesrejser
  • Følelsesmæssig afpresning
  • Udefrysning fra familien
  • Verbale krænkelser
  • Tvang og forbud

Den mest ekstreme form for æresrelateret vold er drab.

Konsekvenserne ved at vælge at afbryde kontakten med voldsudøveren kan være særligt store for nogle etniske minoriteter.

Konsekvenser for etniske minoriteter

Forbehold for generalisering

Det er altid problematisk at udskille etniske minoriteter som en særlig gruppe - også, når vi taler om vold.
Hvis der for eksempel opstår partnervold i en familie med anden etnisk baggrund end dansk, vil det ikke være anderledes end al anden partnervold.

Senest opdateret 06-12-2018